03/09-12
-
Pressemeddelelse
Samtalekøkken for iværksættere skal skabe vækst
Sammen er vi stærke synes at være mantraet bag et nyt iværksætterinitiativ i Aarhus. Det er virksomheden The Company Group, der er stiftet for at hjælpe den gode idé på vej - idéen, der måske mangler det rette forretningskendskab, den tilstrækkelige kapital eller den rette person til at blive realiseret. Kongstanken bag konceptet er, at ved at være en del af en robust og ressourcestærk familie får iværksættervirksomheder de bedste forudsætninger for en sund opvækst.
"Det her er stedet for manden, der har fået den gode idé i løbet af natten, eller ham der i 10 år har gået og brygget på det fantastiske koncept, men bare ikke tør eller ved, hvordan han skal få idéen realiseret. Han kan komme til os og få sparring, hjælp og input til, hvornår man har brug for en advokat eller en professionel bestyrelse, og i et vist omfang kan vi også byde ind med finansiering og hjælp til at opdrive yderligere kapital, hvis det er nødvendigt," fortæller Simon Agger, der er bestyrelsesmedlem i The Company Group.
The Company Group stiller også logistik i form af lokaler, telefon og it til rådighed - ved at sidde fysisk sammen i samme lokale er vejen til hjælp og sparring nemlig kortere.
En stor familieDet er engagementet i hinandens virksomheder, der adskiller 'familiemedlemmerne' i The Company Group fra andre vækstmiljøer. Her er empati og omsorg for 'familien' ud fra en tro på, at ved at hjælpe hinanden får alle bedre forudsætninger for at vokse og blomstre.
"Begrebet familie i denne sammenhæng er naturligvis en metafor, men den rammer alligevel meget godt. Mit billede på en kernefamilie er, at man står sammen i tykt og tyndt, og der er ikke den ting, man ikke er villig til at yde for sin familie. De fleste udfordringer klares som bekendt med en åben snak over køkkenbordet, og det er den samme kultur, vi gerne vil skabe i The Company Group. Vi skal drage fordel af hinandens kompetencer og bruge hinandens netværk, og medlemmerne har et dybtfølt commitment i hinandens succes," forklarer han.
Indtil videre består familien af The Call Company, som er et call- og kontaktcenter med outsourcing af salgs- og serviceopgaver i fokus samt The Job Company, som arbejder med lancering af en jobportal for studerende.
"Som enhver anden familie starter den med to, og med tiden kommer der flere til. Det skal ske i det tempo, det kan bære, men vi tror på, at fællesskabet giver en uvurderlig synergi til alle i familien," siger Simon Agger.
Der er allerede et par yderligere projekter i støbeskeen: The Cash Company, der har fokus på inkasso, og The Sampling Company som arbejder med markedsføring, vareprøver og salg på gaden.
Billedtekst: Ved at løfte i flok skaber man de bedste forudsætninger for vækst, mener Simon Agger, bestyrelsesmedlem i The Company Group.
Relevant information
http://www.thecompanygroup.dk