Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/08-10   -   Pressemeddelelse

Sæson for hylere på strandene

Kattegatcentrets sælunge, som blev født den 26. juli er i fuld gang med at opdage verden. Selvom den kun er en uge gammel, er den allerede i fuld gang med at lære verden at kende. Liv er en god mor, og flere gange hver dag søger mor og unge op på stranden, så der kan blive "tanket" næringsrig modermælk.

"Ungen har på kort tid taget flere kilo på. Svømmeteknikken er allerede nu så god, at ungen kan følges med Liv rundt på opdagelse i sælanlægget. De første par dage mindede det mest om hundesvømning," fortæller Karsten Bjerrum Nielsen, biolog og udstillingschef Kattegatcentret. "Når afstanden til mor bliver for stor, bringer et højt sælunge-hyl lynhurtigt Liv tilbage i betryggende afstand".

Sælunger også kaldet hylere
Hver sommer oplever strandgæster i Danmark at møde sælunger, som ligger i strandkanten og ser forladte ud. De spættede sæler (Phoca vitulina) føder altid deres unger i juni/juli.

Om sommeren er vandet varmt. Sælungerne fødes uden et beskyttende fedtlag. I det varme vand kan de derfor bedre klare sig. De dier hos moren i 4-6 uger og tager omkring 25 kg på i perioden! Derefter skal selv skaffe sig føde - primært fisk.

Mange af de unger, som ligger langs de danske strande, er ikke forladte, men trænger blot til et hvil, eller også venter de på, at deres mor kommer tilbage fra jagt. Moren har også brug for at få noget at spise, for at kunne blive ved med at give mælk til ungen. Hun skal til havs for at finde føde og efterlader ungen på stranden.

"Som strandgæst er det bedste man kan gøre at lade være med at komme ungen for nær. Hvis man rører ved sælungen, efterlader man en fært af menneske, og det kan få moren til at forlade sit afkom", udtaler Karsten. Det er også forbundet med en vis risiko at nærme sig sælen. Da man skal være klar over, at sælen er et rovdyr, og at ungen har skarpe tænder.

Er der tvivl om sælen er syg eller forladt, kan man holde øje med den på afstand. Hvis moren ikke returnerer i løbet af det næste døgn eller to kan den nærmeste lokale enhed under Skov- og Naturstyrelsen kontaktes: http://www.skovognatur.dk/Jagt/Skadet/Beredskab/Beredskab.htm

Man er også velkommen til at kontakte Kattegatcentret. Det er vigtigt at have en helt præcis angivelse af, hvor sælungen ligger. Hvorefter vores eneste mulighed er at kontakte Skov- og Naturstyrelsen.

FAKTA
Spættet sæl Phoca vitulina

Spættet sæl findes kun på den nordlige halvkugle, men er til gengæld den mest almindelig sæl i de danske farvande.
Den lever i kolonier i isolerede områder i Skagerrak, Kattegat, Limfjorden, Øresund, Østersøen og Vadehavet.

Der lever ca. 14.000 spættede sæler i Danmark.

Spættet sæl bliver 1,45 - 1,6 m og vejer op til 75 kg.
Hannerne er lidt større end hunnerne.

Pelsen er grålig med mørke eller lyse pletter, og bugen er som regel noget lysere end ryggen. Fra fødslen har den en lysegrå bundfarve med uregelmæssige sorte pletter.

Føden består af alle slags fisk, men den spættede sæl spiser også både blæksprutter og krebsdyr.

Hunnen bliver kønsmoden i 3-6 års alderen, mens hannen bliver det noget senere.
Den spættede sæl kan blive op til 36 år gammel i naturen.

Den spættede sæl hører til de ægte sæler, Phocidae, som er kendetegnede ved, at de ikke har et ydre øre, og de kan ikke føre forlufferne ind under kroppen, ligesom søløverne kan (søløverne hører til øresælerne).

Udover spættet sæl, lever gråsælen i danske farvande i et meget begrænset antal.

For yderligere information:
Karsten Bjerrum Nielsen, biolog og udstillings- og formidlingschef,
Tlf: 8758 0521 / 3025 1551

Else Brask, kommunikationschef
Tlf: 8758 0500 / 2339 5375

Relevant information

http://www.kattegatcentret.dk


Pressekontakt


Firma

Kattegatcentret Grenaa
Færgevej 4
8500 Grenaa, Danmark

  +45 87 58 05 00

http://www.kattegatcentret.dk

Modtag nyheder fra Kattegatcentret Grenaa på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire