13/10-11
-
Pressemeddelelse
Stedet hvor havet møder land
En ny oplevelseszone "Havet i maven" blev den 12. oktober åbnet af borgmester Jan Petersen da han klippede et bredt stykke sukkertang over med en tang.
Oplevelseszonen blev straks taget i brug af borgmesteren sammen med elever fra 6. A på Søndre Skole i Grenaa. I den virtuelle seafood restaurant tog de plads som de første gæster og bestilte "Skindstegt makrel med grillede grønsager og pesto".
En grøn ret hvilket betyder at bestanden af makrel har det godt. En ekspert toner frem på skærmen og fortæller gæsterne om valget er godt eller dårligt og hvorfor. På den interaktive dækkeserviet kan gæsterne hente mere information om fisken og maile opskriften til sig selv eller en ven.
Turen gik videre til "Fang en fisk" og Algelaboratoriet. "Der var stor begejstring for de nye oplevelser blandt de fremmødte til åbningen - både børn og voksne", fortæller Karsten Bjerrum Nielsen - "Det er altid spændende at se hvordan publikum tager imod nye initiativer og her ser det ud til at vi har ramt rigtigt."
I sin åbningstale fremhævede borgmesteren at Kattegatcentret med denne oplevelseszone skaber læring, leg og oplevelse på en ny måde og sætter sanserne på arbejde. Gæsterne kan tilegne sig problemstillinger fra naturvidenskaben når de lærer med kroppen.
"Kattegatcentret placerer sig fortsat i centrum for udvikling af Norddjurs Kommune og bibringer mødet mellem hav og land værdi. Bæredygtigheden er et vilkår og er på fremtidens dagsorden. Der er perspektiver i Havets Hus og Kattegatcentret som en levende formidlingsplatform. Et sted hvor vi kan få den sammenhængende fortælling."
For yderligere information:
Karsten Bjerrum Nielsen, biolog og udstillings- og formidlingschef
Tlf: 8758 0521 / 3025 1551, e-mail: kbn@kattegatcentret.dk
Else Brask, kommunikationschef
Tlf: 8758 0500 / 2339 5375, e-mail: eb@kattegatcentret.dk
Relevant information
http://www.kattegatcentret.dk