Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/09-12   -   Pressemeddelelse

Sjælden videooptagelse af rokke-fødsel

Få akvarier i Europa har succes med at få den vestatlantiske pigrokke (latin: Dasyatis americana) til at yngle, men på Kattegatcentret har en af centrets to hunner netop født sit 9. kuld unger.

Dette er i sig selv ekstraordinært, men denne gang lykkedes det også at fange begivenheden på video, og det er virkelig en sjældenhed.

På barselsgang
Rokken var i god tid før fødslen flyttet til Kattegatcentrets karantæneafdeling for at sikre de bedst mulige overlevelseschancer for de nyfødte unger. Rokkerne svømmer normalt i den store tropiske hajtank, men det er et farligt sted små rokkeunger. Det var nødvendigt at flytte rokke-mor til "barselsgangen" i betryggende afstand fra skarpe hajtænder.

Rokken fødte lørdag den 22. september kl. 10.16 otte unger, hver på størrelse med en kagetallerken og små kopier af de voksne. En enkelt var dødfødt, men de øvrige syv var sprællevende - og fra første minut klar til at svømme og finde deres egen mad.

"Rokker og hajer har ingen yngelpleje, så ungerne skal være i stand til at klare sig selv fra første færd. Hunnen har været drægtig i knap 7 måneder, og i den periode har hun investeret meget energi i de otte unger for at give dem den bedste start på livet" fortæller Rune Kristiansen - en stolt kurator.

Fra Grenaa og ud i verden
Når ungerne er blevet større skal de fordeles til andre akvarier i Europa. Udveksling af dyr mellem anerkendte zoologiske anlæg er en vigtig del af avlsprogrammer for forskellige dyrearter. Det sikrer at man i vidt omfang kan undgå at indfange dyr i naturen. Kattegatcentret har tidligere sendt vestatlantiske pigrokker til forskellige danske akvarier og zoologiske haver, samt til udenlandske akvarier i f.eks. Norge og Tyskland.

Videooptagelse
Videooptagelsen viser selve fødslen. På mindre end 2 minutter er alle otte unger født. Bemærk at et enkelt foster ikke er færdigudviklet og derfor er dødfødt. Det er helt normalt, at ikke alle fostre ender med at blive til levedygtige rokker.

Se via Youtube: http://www.kattegatcentret.dk/youtube_kanal.asp?cpc=1

Kontakt os hvis du ønsker materialet i anden form f.eks. til TV.

Fakta
· Den vestatlantiske pigrokke (Dasyatis americana) er en stor bundlevende rokke med et "vingefang" på op til 200 centimeter og kan veje op til 135 kilo.

· Vestatlantiske pigrokker føder mellem fire-otte unger efter en drægtighedsperiode på seks-otte måneder. Ungerne er ved fødslen på størrelse med en kagetallerken og ligger inde i livmoderen med "vingerne" foldet sammen omkring kropsstammen.

· Vestatlantiske pigrokker lever i den vestlige del af Atlanterhavet - fra den sydlige del af USA, i den Mexicanske Golf og langs Brasiliens kyst.

· Pigrokker har en lang hale med en pig placeret cirka en tredjedel op af halen. Piggen er savtakket og overtrukket med et giftproducerende hudlag. Pigrokker bruger udelukkende denne pig til at forsvare sig med. Pigrokker er ikke aggressive og flygter hellere end at angribe.

For yderligere information:
Rune Kristiansen, biolog og kurator
Tlf: 8758 0526 / 2872 0259

Else Brask, kommunikationschef
Tlf: 8758 0500 / 2339 5375

Relevant information

http://www.kattegatcentret.dk


Pressekontakt


Firma

Kattegatcentret Grenaa
Færgevej 4
8500 Grenaa, Danmark

  +45 87 58 05 00

http://www.kattegatcentret.dk

Modtag nyheder fra Kattegatcentret Grenaa på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire