Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/06-13   -   Pressemeddelelse

Gråsæl-unge til Kattegatcentret tirsdag den 18. juni kl. 12.00

Kattegatcentret får den 3½ måned gamle gråsæl-unge, Tulle i bytte for hansælen Thor.

Gråsælen kommer fra Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, som til gengæld får Thor, der er en spættet sæl, og den ene af Kattegatcentrets to hanner. Kattegatcentret har længe ønsket sig igen at have gråsæl, således at begge danske sælarter er repræsenteret i Kattegatcentret.

"Gråsælen er sammen med den spættede sæl en del af dyrelivet i Kattegat og derfor vigtig for os at kunne vise frem som en del af Kattegatcentrets udstilling. Nu skal Tulle lige så stille til at indgå i den daglige træning sammen med vores to spættede sæler, Liv og Felix," udtaler en forventningsfuld Rune Kristiansen, biolog og kurator.

Selv om gråsælungen kun er 3 ½ måned, er den på størrelse med de voksne spættede sæler. Så der er ikke umiddelbart meget unge over den mere. Ungerne vokser hurtigt og ender med at blive betydeligt større end de mere almindelige spættede sæler.

Familieforøgelse i vente
Kattegatcentret ser frem til yderligere en forøgelse af sælflokken, når Liv inden for den næste måneds tid forventes at føde.

Praktisk info
Gråsælen ankommer til Kattegatcentret tirsdag den 18. juni mellem kl. 12-13. Sælen sættes direkte ud i anlægget til de to spættede sæler Liv og Felix

Fakta om gråsælen Tulle
- Født: 30. januar 2013 i Nordsøen Oceanarium
- Det er den 4. gråsælunge, der er født i fangenskab i Danmark - alle fire gange i Nordsøen Oceanarium.
- Tulle diede ved sin mor de første 4-6 uger. I dieperioden går det hurtigt med at blive større: Mælken er meget fed - ca. 40-50 %, og ungen tager derfor 500-800 gram på om dagen.
- Som alle nyfødte gråsæler havde Tulle en tæt hvid pels. Efterhånden som hun er vokset, er den hvide pels faldet af, og hun ligner nu mere andre gråsæler.

Fakta om gråsæler
- Gråsælen er det største rovdyr, der yngler i Danmark. Hannerne bliver over 2 m lange og kan veje op mod 300 kg. Hunnerne er noget mindre.
- Gråsælen lever især af fisk, men tager også krebsdyr og blæksprutter. Mindre byttedyr sluges som regel hele under vandet, mens større byttedyr tages med til overfladen, hvor kløerne på forlufferne bruges til at rive byttet i mindre stykker, før de sluges.
- Gråsæler føder deres unger i vinterhalvåret, i modsætning til spættet sæl som føder i juni/juli.
- Indtil for ca. 100 år siden var gråsælen vidt udbredt i Danmark, men intensiv jagt udryddede og fordrev arten fra dens leveområder.
- Gråsælen er fredet i Danmark og figurerer på den danske rødliste over truede dyr samt i EU habitatdirektiv bilag II.
- I de senere år er arten gået stærkt frem i de danske farvande.

For yderligere information:
Rune Kristiansen, biolog og kurator
Tlf: 8758 0526 / 2872 0259, e-mail: rk@kattegatcentret.dk

Else Brask, kommunikationschef
Tlf: 8758 0500 / 2339 5375, e-mail: eb@kattegatcentret.dk

Relevant information

http://www.kattegatcentret.dk


Pressekontakt


Firma

Kattegatcentret Grenaa
Færgevej 4
8500 Grenaa, Danmark

  +45 87 58 05 00

http://www.kattegatcentret.dk

Modtag nyheder fra Kattegatcentret Grenaa på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire