23/06-14
-
Pressemeddelelse
Kattegatcentrets sæler flytter ind i nyt anlæg
Torsdag den 26. juni kl. 11 flytter Kattegatcentrets tre sæler ind i et nyt sælanlæg i Kattegatcentret.
Siden slutningen af april måned har Kattegatcentrets tre sæler - Liv, Felix og Tulle - opholdt sig i to midlertidige bassiner i Kattegatcentret. Men torsdag den 26. juni kl. 11 står det nye sælanlæg endelig klar til at blive indviet, og Kattegatcentrets dyrepassere kan derfor i transportkasser bære sælerne over i det nye anlæg én efter én.
"Vi glæder os meget til at indvie det nye anlæg, som vi har arbejdet hårdt på at få klar til sælerne - og ikke mindst til at se, hvordan sælerne indtager det. Det bliver dejligt igen at se vores sæler boltre sig i deres rette element i havet og på strandbredden," fortæller Karsten Bjerrum Nielsen, afdelingsleder for udstilling og formidling i Kattegatcentret.
Bodil kom i vejenKattegatcentret har været nødsaget til at bygge et nyt sælanlæg, da stormen Bodil lagde vejen forbi Kattegatcentret i december 2013. De voldsomme højvande og meget store bølger beskadigede desværre de broer, der blandt andet afskærmede sælerne fra Kattegat, og derfor var en grundig renovering nødvendig.
"Vi har siden stormen arbejdet på højtryk med at bygge et nyt sælanlæg. Der skulle søges penge, laves nye plantegninger og midlertidige bassiner til sælerne skulle stå klar, før de store gravemaskiner kunne gå i gang. Under den omfattende renovering er der blandt andet flyttet 1500 ton sten og udgravet 800 m3 sand, men nu er vi endelig ved at være i mål, og vi er meget tilfredse med resultatet," fortæller Karsten Bjerrum Nielsen.
Sælerne forkæles med is og træningMens byggeriet har stået på, har Kattegatcentrets tre sæler været godt beskyttet for alt postyret i de to midlertidige bassiner. Og for at gøre den uvante bolig så komfortabel som mulig, har dyrepasserne flere gange om dagen aktiveret sælerne med både træning, fodring, aktiveringsbolde og lækre is fyldt med frosne sild.
"Sælerne har taget opholdet i de midlertidige bassiner i stiv luffe. Men der er ingen tvivl om, at de har manglet hinandens selskab. Da Liv og Felix er spættede sæler, og Tulle er en gråsæl, har vi holdt de to arter adskilt for at mindske risikoen for eventuelle aggressioner. Men gennem et vindue har sælerne dagligt hilst på hinanden og fulgt nøje med i hinandens færden. Det bliver spændende at se, hvordan de reagerer på at være sammen igen," fortæller Karsten Bjerrum Nielsen.
Pressekontakt
Karsten Bjerrum Nielsen
Afdelingsleder for udstilling & formidling
8758 0521
3025 1551