23/11-15
-
Pressemeddelelse
Kattegatcentret får millioner til formidling om fisk og sundhed
Sammen med Københavns Universitet og tre andre akvarier har Kattegatcentret fået 17,9 millioner kroner fra Nordea-fonden til formidling og forskning med fokus på fisk, børn og sundhed.
Kattegatcentret deltager i nyt, stort forsknings- og formidlingsprojekt kaldet FiSK (Fisk, børn, Sundhed og Kognition), der netop har modtaget 17,9 millioner kroner fra Nordea-fonden. I projektet arbejder Kattegatcentret sammen med Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, Nordsøen Oceanarium og Den Blå Planet om at give danske børn og deres forældre oplevelser med fisk og sundhed på en utraditionel og involverende måde og samtidig undersøge, hvordan fisk påvirker børns sundhed og indlæring.
"Danskerne og især børnene spiser for lidt fisk. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser 350 gram fisk om ugen, men danskerne spiser i gennemsnit kun halvdelen, og især børnene får for lidt fisk. I Kattegatcentret er vi derfor rigtig glade for at deltage i dette spændende tværfaglige samarbejde, hvor vi sætter fisk, børn og sundhed på dagsordenen," fortæller forskningsleder Lone Thybo Mouritsen fra Kattegatcentret, der er projektleder for formidlingen i projekt FiSK.
Projektet FiSK skal de næste par år formidle fisk og sundhed på en utraditionel måde, der engagerer børn og deres forældre og samtidig skabe mere viden om, hvad det betyder for børns sundhed og indlæringsevne at spise mere fisk.
LEG OG INTERAKTIVE UDSTILLINGER OM FISK
Direktør Bjarne Klausen i Kattegatcentret ser frem til at give børn og voksne inspirerende oplevelser med fisk.
"I vores udstillinger bliver der mulighed for at lege sig til viden om, hvordan det påvirker kroppen at spise fisk, og akvariernes gæster får også mulighed for selv at bidrage til et forskningsprojekt ved at indtaste data om deres egne fiskevaner. Det bliver spændende at se, om jyderne spiser mere fisk end sjællænderne, og om vi har de samme fiskelivretter," fortæller Bjarne Klausen.
Udover de sundhedsfremmende effekter af fisk vil emner som forurening og bæredygtighed også blive berørt i formidlingen. Det bliver gjort gennem interaktive udstillinger i akvarierne, som også danner ramme om temadage og aktiviteter, hvor både børn og voksne får mulighed for at håndtere og smage på fisk på nye og spændende måder. Som en del af FiSK-projektet udvikles desuden et opskriftshæfte med børnevenlige fiskeretter, som skal gøre det nemt for danske familier at få mere fisk på middagsbordet.
NY VIDEN OM FISKS EFFEKTER PÅ BØRN
I projekt FiSK skal forskere og formidlere arbejde sammen i et usædvanligt tværfagligt partnerskab, der er forankret på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet med professor Christian Mølgaard som overordnet leder. Lektor Camilla T. Damsgaard, der leder projektets forskningsdel, er begejstret:
"Vi ved, at danskerne spiser for lidt fisk i forhold til anbefalingerne, men at mange synes, det er svært at få passet ind i en travl hverdag. Derfor er vi utroligt glade for støtten fra Nordea-fonden. Den giver os mulighed for både at få mere viden om, hvorvidt børns sundhed og indlæring kan forbedres af fisk, og samtidig kan vi give danskerne viden, inspiration og oplevelser, der kan give motivation til at spise fisk," fortæller Camilla T. Damsgaard.
Nordea-fonden, der støtter aktiviteter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur, har tildelt projektet 17,9 millioner kroner. Direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen glæder sig til at følge det ambitiøse projekt:
"Vi er glade for, at Kattegatcentret tager del i det nytænkende samarbejde mellem akvarier og en forskningsinstitution. I fællesskab vil de høste ny viden. Og så vil de med et hav af sjove og lærerige aktiviteter også inspirere tusindvis af børn og voksne til at sætte flere fisk på middagsbordet," siger Henrik Lehmann Andersen.
Projekt FiSK starter i marts 2016 og varer i tre år.
FOR MERE INFORMATION KONTAKT:
Lone Thybo Mouritsen, Forskningsleder i Kattegatcentret, email: lm@kattegatcentret.dk, tlf.: 20 27 65 53
Camilla T. Damsgaard, Lektor, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, email: ctd@nexs.ku.dk, tlf.: 28 76 97 87
Christian Mølgaard, Professor, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, email: cm@nexs.ku.dk, tlf. 51 20 76 46
Tine Wickers, Kommunikationschef i Nordea-fonden, email: tw@nordeafonden.dk, tlf. 40 70 37 84
FAKTA:
Projekt FiSK (forsknings- og formidlingsprojekt om Fisk, børn, Sundhed og Kognition) er et landsdækkende, tværfagligt partnerskabsprojekt, som løber fra marts 2016 til februar 2019
Projektets formål er at undersøge, hvordan fisk påvirker børns sundhed og kognitive funktion samt give danske børn og deres forældre viden om og oplevelser med fisk og sundhed på en sjov, utraditionel, involverende og nuanceret måde
Projektet er forankret på Institut for Idræt og Ernæring, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, med viceinstitutleder og professor Christian Mølgaard i spidsen som projektejer
Den videnskabelige del af projekt FiSK ledes af lektor Camilla T. Damsgaard fra Institut for Idræt og Ernæring. Hun skal stå i spidsen for det videnskabelige forsøg, der dykker ned i, hvordan det påvirker 150 danske børns sundhed at spise 300 g fed fisk om ugen
Projektets formidlingsdel ledes af forskningsleder Lone T. Mouritsen fra Kattegatcentret i Grenaa, og projektets formidlingspartnere er de fire danske akvarier: Kattegatcentret i Grenaa, Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Den Blå Planet i København, som tilsammen har mere end 1 mio. besøgende årligt
Nordea-fonden har støttet projektet med 17,9 mio. kroner
Pressekontakt
Lone Thybo Mouritsen
Afdelingsleder for forskning
+45 87 58 05 08
+45 22 33 89 84