Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/09-10   -   Pressemeddelelse

Prominente talere kaster glans over DIKUs 40 års jubilæum

De godt 400 deltagere i symposiet Useful software celebration day kan glæde sig til et festfyrværkeri af spændende talere, når DIKU hylder den nyttige software i anledning af sit 40 års jubilæum torsdag den 30. september. På talerstolen er bl.a. Charles Simonyi, manden bag Word og Excel, måske bedre kendt som den første rumturist, Peter Naur, DIKUs grundlægger og Turing Award-modtager, Brian Randell, anerkendt forsker og manden bag Recovery Blocks, samt Brian Rakowski, hjernen bag Gmail og Google Chrome.

Når DIKU markerer sit 40 års jubilæum den 30. september kan de 400 deltagere glæde sig til en række meget spændende indlægsholdere, som hver især har bidraget til den digitale revolution, der har sat sit markante præg på det globale samfund siden edb'ens spæde start i 50'erne.

Peter Naur er DIKUs første professor og instituttets grundlægger. Han er i dag et stort navn i it-verdenen og kendt og anerkendt for sine meget fremsynede grundtanker om datalogiens etablering som videnskab og uddannelse. Han har gennem sin mere end 50-årige karriere høstet mange anerkendelser og priser, bl.a. den prestigefyldte Turing Award. Peter Naur er still going strong i forskerkredse, men beskæftiger sig i dag især med mere filosofiske emner og menneskelig tankevirksomhed i alle dens manifestationer.

Charles Simonyi er herhjemme i Danmark nok bedst kendt som den første rumturist, der for egne midler deltog i hele 2 Soyuz TMA-missioner til den internationale rumstation i hhv. 2007 og 2009. Desuden kender mange sikkert hans luksusyacht "Skat", som ofte ligger til anker i København. Færre ved, at midlerne hertil først fremmest stammer fra karrieren hos Microsoft, hvor han var manden bag kendte og succesrige programmer som Word og Excel. I dag er han topleder for sit eget firma Intentional Software. Han gæster jævnligt Danmark, som han har nære relationer til. Han er således protektor for Dansk Datahistorisk Forening, som på jubilæumsdagen udstiller enkelte mindeværdige genstande fra datalogiens barndom.

Brian Randell, professor emeritus fra Newcastle University, har bl.a. arbejdet som forsker hos IBM og har beskæftiget sig med mange aspekter af datalogien, lige fra højeffektive computere over systemdesign til software. I de senere år har fokus været på den såkaldte fejlfri software og på systemsikkerhed. Brian Randell har blandt andet introduceret begrebet "recovery block". Brian Randell har bl.a. arbejdet for Det britiske forsvarsministerium og deltaget i strategiske forskningsprogrammer under NATO og ESPRIT.

Brian Rakowski er leder af Google Chromes produktudviklingsafdeling og kan i september 2010 fejre 2 års succesrig udvikling af denne nye spændende browser, der har sat en ny standard for hastighed og brugergrænseflade. Brian har en Mastergrad i psykologi samt en bachelor i Symbolic Systems fra Standford University. Han kom til Google i 2002, først som udvikler af Gmail frem til lanceringen i 2004, har været udstationeret hos Google i Zürich et par år, og har senest ledet produktudviklingen af Google Chrome browseren i de seneste 4 år.

På DIKUs hjemmeside kan hele programmet, der varer fra 9.00 morgen til 18.00 aften, ses, tillige med abstracts for dagens hovedindlægsholdere, der desuden omfatter DIKUs institutleder Martin Zachariasen, rektor Ralf Hemmingsen, dekan Nils O. Andersen, rektor på IT-Universitetet Mads Tofte og direktør for Netcompany Carsten Gomard.

DIKU udgiver desuden en bog i anledning af jubilæet: Den digitale revolution - fortællinger fra datalogiens verden. Bogen udkommer på selve dagen og udleveres til deltagerne. Den vil senere kunne rekvireres ved henvendelse til instituttet eller downloades som PDF-fil fra hjemmesiden.

Relevant information

http://www.diku.dk


Pressekontakt


Firma

Datalogisk Institut
Universitetsparken 1
2100 København Ø, Danmark

  35 32 14 39
  35 32 14 39

http://www.diku.dk

Modtag nyheder fra Datalogisk Institut på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater