14/08-09
-
Pressemeddelelse
Skråparkering i Østbanegade
Østerbro får 106 nye p-pladser i Østbanegade. P-pladserne er de første af i alt cirka 200 nye p-pladser, som Københavns Kommune etablerer på Østerbro ved at lave skråparkering i en række gader
Projektet i Østbanegade
Der bliver etableret skråparkering i Østbanegade på hele strækningen mellem Langeliniebroen og Lindenovsgade. Det sker ved at inddrage vejbanen tættest ved hussiden til parkering. Gaden vil således fortsat være ensrettet, men blive ensporet på denne strækning. Derudover vil hastighedsgrænsen blive sænket fra de nuværende 60 km/t til 50 km/t.
I krydset ved Classensgade nedlægges lyssignalet, da der ikke er trafikalt behov for at signalregulere her. Det erstattes af fortovsudbygninger for at fremme trafiksikkerheden for gående og cyklister ved at gøre vejen smallere i krydsningspunktet.
Arbejdet starter den 1. september 2009 og forventes at vare cirka en uge.
Stadig plads til dobbeltrettet cykelsti
Skråparkeringen ændrer ikke ved de eksisterende planer om at dobbeltrette den nuværende cykelsti. Cykelstien vil blive udvidet og dobbeltrettet i 2010.
Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam er godt tilfreds med løsningen: "Østerbro mangler parkeringsmuligheder, og Østbanegade er et udmærket sted at lave skråparkering. Hver gang vi laver ny skråparkering, skal vi huske at levne plads til gode byrum, cykelstier, cykelparkering og det grønne. Derfor har det også været vigtigt for mig, at vi stadig har mulighed for at udvide cykelstien, for der skal fortsat være plads til cyklerne på Østerbro."
Det grønne rabatareal med vejtræer i siden mod banen bevares også, så gaden stadig fremstår grøn.
Hvis du vil vide mere om skråparkering i Østbanegade og på det øvrige Østerbro, læs mere om
Parkeringsprojektet.
Relevant information
http://www.kk.dk
Firma
Københavns kommune - Teknik- og Miljøforvaltning
Rådhuset
1599 København V ,
Danmark
33 66 26 12
33 66 26 12
http://www.kk.dk
Modtag nyheder fra Københavns kommune - Teknik- og Miljøforvaltning på mail
Tilmeld dig her