21/01-14
-
Pressemeddelelse
Et univers af pakninger og tætninger
Over 85.000 varenumre inden for pakninger og tætninger, fremstilling af specialpakninger på adressen i Ringe, en opadgående vækstkurve og nyetableret kontor i Kina. Det går godt for paknings- og tætningsvirksomheden på Fyn. Grundopskriften er enkel: Godt gammeldags købmandsskab kombineret med evnen til at tilpasse sig markedets behov. Resultatet er et sandt univers af pakninger og tætninger.
Hos Carsten Holm A/S i Ringe, der er leverandør af avancerede tætningsløsninger, forsøger man hele tiden at være proaktive i forhold til markedet - i form af løbende markedspenetrering samt markedsudvikling. Og virksomheden har løbende nye tiltag i støbeskeen.
Flere varenumre på hylderne
Alene i 2013 har Carsten Holm A/S udvidet produktsortimentet med ca. 5.000 nye varenumre og råder i dag over 85.000 forskellige varenumre. Tilvæksten i varenumre har også medført, at firmaet har måttet leje ekstra lagerplads ude i byen for at få plads til de mange ekstra varer.
-De nye produkter har gjort, at vi har en af de bredeste produktpaletter inden for pakninger og tætninger i Danmark - og dermed er vi i stand til at tilgodese langt de fleste behov, fortæller direktør i Carsten Holm A/S, Ulrik Holm, der ejer og driver virksomheden sammen med sin far.
Ny hjemmeside
For at øge afsætningen af virksomhedens brede produktprogram har virksomheden i sommeren 2013 lanceret en ny hjemmeside, www.carstenholm.dk. På hjemmesiden møder man et univers af pakninger og tætninger med overskuelige produktoversigter med oplysninger om blandt andet materiale, tryk, temperaturer med mere, som gør det nemt og hurtigt at sammenligne de forskellige produkttyper/-varianter.
Slutteligt er det muligt at få en detaljeret produktinformation med blandt andet materialeinformation og 3D illustration på hvert enkelt produkt.
Styrker organisationen
-Disse nye tiltag kombineret med udviklingen i markedet har gjort, at vi løbende har behov for at styrke vores organisation med yderligere medarbejdere, fortæller Ulrik Holm videre. Alene gennem de sidste 12 måneder har vi ansat fem nye medarbejdere, senest en ekstern sælger til vores afdeling i Ringe. Medarbejderstaben tæller i dag 26 ansatte i Danmark.
Også i Kina
For små to år siden udvidede man butikken uden for landets grænser og åbnede kontor i Kina.
Man havde gennem en længere periode oplevet en stigende efterspørgsel efter kvalitetspakninger og -tætninger fra flere europæiske firmaer, der allerede har etableret produktion i Kina.
Man tog beslutningen og åbnede kontoret/lageret Holm Seals Trading Asia i Suzhou, som ligger i den østkinesiske provins Jiangsu.
Byen har en veludbygget infrastruktur, kvalificeret arbejdskraft og nærhed til Shanghai. Derudover huser byen en lange række andre danske og europæiske virksomheder - som Carsten Holm A/S tidligere har serviceret fra den danske afdeling.
-Kunderne har typisk fået fremstillet en prototype eller nulserie i Danmark, og efterfølgende sætter de den i masseproduktion i Kina. Det er her, at vi fortsat kan levere de pakninger og tætninger, som en dansk eller europæisk virksomhed efterspørger, fortæller Ulrik Holm om situationen i Kina.
-Det meste af den efterspørgsel vi ser i Kina kommer fra virksomheder, der ønsker fortsat at opretholde en høj og ensartet produktkvalitet, siger han videre og fortsætter:
-Med en afdeling i Kina har vi mulighed for at tilbyde samme gode service, med salg af kvalitetspakninger med hurtig levering - som i Danmark. Igennem den periode, hvor vi har været etableret i Kina, har vi rent faktisk også oplevet en stigende interesse fra flere asiatiske virksomheder, som efterspørger pakninger og tætninger i europæisk kvalitet.
-Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det har været op ad bakke at trænge ind på det kinesiske marked i forhold til både kulturelle og handelsmæssige barrierer. Her efter to år er vi dog meget fortrøstningsfulde, siger Ulrik Holm.
Carsten Holm A/S er overbevist om, at der er et voksende marked for den type forretning med salg af pakninger og tætninger af høj kvalitet med hurtige leveringstider, day to day business som kernekompetence i Kina.
Der er pt. fem ansatte i Kina.
Den vigtige dokumentation
-Generelt oplever vi, at dokumentation er blevet vigtigere og vigtigere, da der er kommet større fokus på mærkning og sporbarhed i en lang række brancher. Det har givet os, som tætningsleverandør, en stor administrativ byrde i form af øget egenkontrol og mærkning, lyder det fra Ulrik Holm.
Inden for fødevare-, drikkevare- og medicinalindustrien efterspørges primært EU forordningerne EC1935/2004 og EC 2023/2006, hvorimod det inden for offshore-industrien hovedsageligt er den norske standard NORSOK, der efterspørges.
Hos Carsten Holm A/S har man forsøgt at være på forkant med denne udvikling ved at have de nødvendige godkendelser m.v. Eksempelvis har virksomheden siden 2011 været registreret hos Fødevarestyrelsen til at måtte producere og markedsføre fødevaregodkendte pakninger, men det er reelt først i 2013, at man har oplevet en øget efterspørgsel på o-ringe, clamps og unions pakninger med godkendelser i henhold til EC1935/2004 og EC 2023/2006.
Fremtiden
-Vi forventer først at opnå den fulde effekt af de mange tiltag, som vi har gjort både organisatorisk og markedsmæssigt i løbet af 2014. Vi har en klar forventning om, at vi kan opretholde en fornuftig vækst både i Danmark og Kina i 2014, afrunder Ulrik Holm.
Fakta
Carsten Holm A/S er en familieejet virksomhed, der er drevet af far og søn - Carsten og Ulrik Holm.
Virksomheden blev grundlagt af Carsten Holm i 1979. Virksomheden udvikler, producerer og markedsfører standard- og specialpakninger til hydrauliske applikationer til alle grene af dansk og international industri.
Carsten Holm A/S beskæftiger i dag 26 medarbejdere i Ringe på Fyn samt 5 medarbejdere i Suzhou i Kina.
Pressekontakt
Ulrik Holm
Direktør
+45 62 62 52 55
+45 22 30 72 06