Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/09-06   -   Pressemeddelelse

Lukning af biblioteksfilialer - godt eller skidt?

Mediernes dækning af strukturreformen har de seneste dage sat fokus på lukninger af landets folkebiblioteksfilialer. Blandt de fremkomne vurderinger er der bl.a. angivet, at halvdelen af filialerne lukker som følge af budgetforlig i de sammenlagte kommuner.

For det første må det slås fast, at ingen kender antallet af lukninger, da det er de færreste kommuner, der har afsluttet budgetforhandlingerne. Men udmeldinger fra bl.a. store kommuner som Randers og Aalborg tyder ganske rigtigt på, at der vil forekomme lukninger af filialer. Er det godt eller skidt set fra en biblioteksfaglig synsvinkel?

Modeller for bibliotekstilbud
Biblioteksrådet, Biblioteksstyrelsens fagligt rådgivende udvalg, har behandlet den aktuelle problematik på sit seneste møde og peger på, at formålet med kommunalreformen netop er at skabe mere bæredygtige institutioner, der kan give borgerne større valgfrihed og bedre service.
I en række tilfælde vil det ud fra denne synsvinkel være fornuftigt at nedlægge filialer med kort åbningstid, lave benyttelsestal og begrænsede tilbud sammenlignet med et fuldt udfoldet bibliotekstilbud. Der kan også skabes servicemæssige forbedringer ved at nedlægge filialer der ligger tæt på et hovedbibliotek eller et andet bibliotekstilbud. Hvor der bliver lukket filialer, der ligger langt fra andre bibliotekstilbud, bør tilbuddet erstattes med et andet tilbud, for eksempel bogbus, børnehavebiblioteker eller biblioteket-kommer-service for de grupper der i særlig grad berøres af tilbuddet, lyder en af rådets overvejelser. Biblioteksrådet peger ligeledes på, at en lukning af et stort antal biblioteksfilialer må sætte udviklingen af digitale og web-baserede bibliotekstilbud højere på dagsordenen.

Bibliotekernes rolle i vidensamfundet
I kraft af en mangeårig satsning på det digitale område tilbyder bibliotekerne allerede i dag adgang til en lang række biblioteksservices via Internettet fx søgning og bestilling af bl.a. bøger, cd'er og DVD'er via den nationale service bibliotek.dk

Kommunalreformen er en anledning til at tage et stort skridt nærmere denne form for bibliotekstilbud, der vil være fremtiden, nemlig et tilbud om digital biblioteksbetjening stort set hele døgnet suppleret med en effektiv levering af bøger og andre fastformsmedier. Kravet til det fysiske bibliotek vil være, at det i højere grad udvikles til et kultur-, lærings- og mødested med mange forskellige aktiviteter for børn og voksne evt. sammen med andre videns- og kulturelle aktører i lokalområdet.

Biblioteksrådet opfordrer derfor kommunerne til at bruge kommunalreformen som en anledning til at afklare den lokale bibliotekspolitik og fastholde serviceforbedringer som et mål for reformen. Hvis lukninger bidrager til et bedre samlet tilbud til borgerne er det godt. Hvis nedlæggelse af et velfungerende bibliotek i et område, hvor der ikke er andre bibliotekstilbud, ikke fører til serviceforbedringer er det skidt. Derfor bør lukninger af filialer overvejes nøje og ikke ses isoleret, men som en del af en udviklingsplan for biblioteksvæsenet.

Yderligere kommentarer
Kontakt Biblioteksrådets formand, Jens Thorhauge, jth@bs.dk, mobil 21 42 67 97

Biblioteksrådets medlemmer:
· Direktør Jens Thorhauge, Biblioteksstyrelsen (formand for rådet)
· Direktør Erland Kolding Nielsen, Det Kongelige Bibliotek
· Direktør Svend Larsen, Statsbiblioteket
· Direktør Elsebeth Tank, Danmarks Blindebibliotek
· Planlægningschef (Souschef) Claus Vestager Pedersen, Roskilde Universitetsbibliotek
· Overbibliotekar Tove Bang, Handelshøjskolens Bibliotek
· Biblioteksleder Tove Schmidt, CVU Vest Biblioteket, Esbjerg
· Bibliotekschef Jens Ingemann Larsen, Københavns Kommunes Biblioteker
· Stadsbibliotekar Lene Byrialsen, Odense Centralbibliotek
· Direktør Winnie Vitzansky, Danmarks Biblioteksforening
· Bibliotekschef Kirsten Sparvath, Kolding Bibliotek
· Bibliotekschef Jørgen Bartholdy, Skanderborg Bibliotek
· Chefkonsulent Jonna Holmgaard Larsen (sekretær)

Strategi for vidensamfundets bibliotek
Læs mere om bibliotekets rolle i vidensamfundet i strategien "Fra information til viden", som kan hentes på Biblioteksstyrelsens hjemmeside under publikationer (http://bs.dk/publikationer/rapporter/strategi/index.htm)

Relevant information

http://www.bs.dk


Pressekontakt


Firma

Biblioteksstyrelsen
Nyhavn 31E
1051 København K, Danmark

  33733354
  33733354

http://www.bs.dk

Modtag nyheder fra Biblioteksstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire