Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/03-07   -   Pressemeddelelse

Biblioteket er populært blandt de unge

Flinke bibliotekarer, indbydende lokaler med fred og ro, som ligger tæt på - og masser af bøger. Sådan lyder opskriften på det gode bibliotek, når man spørger de unge.

Og det har professor Niels Ole Pors, Danmarks Biblioteksskole, gjort i undersøgelsen "Gymnasieelever og biblioteker", som er lavet i samarbejde med Biblioteksstyrelsen. Den omfatter 998 unge, der går på gymnasiet, handelsgymnasium, teknisk gymnasium eller HF.

De unge er vant til at bruge computer og internet. Næsten alle angiver, at de søger oplysninger på Google mindst en gang om ugen i forbindelse med skolearbejdet. Men på folkebiblioteket er bøger og hjælpsomt personale vigtigere end tekniske finesser. De unge vil også gerne have bibliotekerne udbygget med f.eks. flere pc'er og trådløst netværk - men det prioriteres ikke så højt som bibliotekernes betjening, indretning og udvalget af fag- og skønlitteratur.

Undersøgelsen viser også, at biblioteket er populært blandt de unge studerende. To tredjedele af de unge bruger folkebiblioteket jævnligt. To tredjedele angiver, at de bruger biblioteket på deres studiested, og godt halvdelen bruger både folkebibliotek og skolebibliotek.
Det er især eleverne på det almene gymnasium, der bruger folkebibliotek, skolens bibliotek eller begge dele.

Blandt undersøgelsens hovedkonklusioner er også:

· Kvindelige elever anvender både folke- og skolebibliotek mere end mandlige elever.
· Hver sjette af eleverne bruger ikke nogle biblioteker overhovedet
· Der er stor forskel på elevernes præferencer vedrørende digital og trykt information. Eleverne fra handelsskoler og tekniske gymnasier foretrækker elektroniske dokumenter. Elever fra det almene gymnasium foretrækker trykt materiale.
· Kvindelige elever foretrækker, i højere grad end de mandlige, trykte materialer.
· Elever i det almene gymnasium angiver i langt større omfang end eleverne på de øvrige gymnasiale uddannelser, at de får undervisning i at benytte biblioteket.
· Kun to ud af 13 undersøgte søgetjenester - Skoda og Infomedia - anvendes af mere end halvdelen af eleverne.
· Knap halvdelen af eleverne bruger bibliotekernes søgedatabase, bibliotek.dk.
· De elever, der bruger biblioteket mest, anvender også digitale ressourcer mest.

Undersøgelsen er baseret op et spørgeskema, hvor eleverne har besvaret spørgsmål om deres anvendelse af biblioteker i bred forstand, papirbaserede materialer og forskellige elektroniske eller digitale ressourcer. Formålet har været at kortlægge og analysere elevernes benyttelse af biblioteker for at afdække hvilke faktorer, der har betydning for benyttelsen. Resultaterne skal indgå i arbejdet med at videreudvikle bibliotekerne, så de lever op til de unges behov.

Biblioteksstyrelsen har ungdomsuddannelsernes biblioteker som et af sine indsatsområder i 2007.

Yderligere oplysninger:

Niels Ole Pors, professor, Danmarks Biblioteksskole. Tlf. 32 34 14 17

Inger Frydendal, specialkonsulent, Biblioteksstyrelsen. Tlf. 22 21 78 93 / 33 73 73 56

Læs rapporten på www.bs.dk

Relevant information

http://www.bs.dk


Pressekontakt


Firma

Biblioteksstyrelsen
Nyhavn 31E
1051 København K, Danmark

  33733354
  33733354

http://www.bs.dk

Modtag nyheder fra Biblioteksstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire