Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/02-08   -   Pressemeddelelse

Biblioteker på børns præmisser

Bibliotekerne skal tænke nyt for at holde fast i deres kernepublikum - børnene. Det er hovedbudskabet i en ny rapport om børn og biblioteker, som offentliggøres i dag, fredag.

Fire ud af fem børn kommer jævnligt på biblioteket, men der bliver længere og længere mellem besøgene, som også bliver kortere. Derfor må bibliotekerne tænke i nye baner, fastslår rapporten, som opstiller ti bud for, hvordan biblioteket fremover kan komme børnene i møde.

Udvalget bag rapporten fremhæver, at biblioteket skal give børn mulighed for at vælge blandt og udnytte en bred vifte af medier, som går på tværs af materialer, genrer og processer, og som dækker både bøger, nye medier, leg og læring. Bibliotekets formidling skal afstemmes børns behov for deltagelse, og der skal være spændende fysiske rammer at udfolde sig i, fremgår det blandt andet af anbefalingerne. Centrale anbefalinger er en meget tættere samarbejdsrelation mellem folkebibliotek og skolebibliotekerne, flere opsøgende aktiviteter som børnehavebiblioteker og tilbud til klubber og foreninger. Lege- og læringstilbud til børnene bør også udvikles, foreslår udvalget.

Jens Thorhauge, direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier og formand for udvalget bag rapporten, udtaler: "Det er bibliotekets opgave at medvirke til at skabe rammer, hvor børn i fællesskab med andre børn og voksne kan danne sig selv og udvikle kompetencer. Hvis det skal lykkes, må bibliotekerne matche børns aktuelle dagligliv, medieinteresse og øvrige kulturelle behov. Vi må tage højde for, at det medielandskab, børn færdes i, er ændret afgørende i de seneste ti år. Det kræver nye midler for at nå de klassiske mål, som for eksempel gode læsefærdigheder, der jo stadig er helt centrale."

Udvalget som blev nedsat af kulturminister Brian Mikkelsen (K) i 2006, har arbejdet i regi af Styrelsen for Bibliotek og Medier, der også følger op på rapporten med en række initiativer, bl.a. kompetenceudvikling i bibliotekerne.

Rapporten kan downloades på www.bs.dk

---

Udvalgets ti bud om børn og biblioteker

· Nye kompetencer skaber nye aktiviteter i biblioteket
· Biblioteksrummet skal skabe forundring og inspiration
· Bibliotekerne udvikler deres nettilbud
· Børn leger - på biblioteket
· Biblioteket giver børn læseoplevelser og læsefærdigheder
· Skab aktiver i nye samarbejdsformer mellem skole- og folkebibliotek
· Biblioteket skaber fællesskab - også for dem, der er udenfor
· Biblioteker understøtter læring og dannelse
· Biblioteket skal ud, hvor børnene er
· Bibliotekets ledelse satser på børnene

Yderligere oplysninger:

Direktør Jens Thorhauge, Styrelsen for Bibliotek og Medier, 33 73 33 67 eller 21 42 67 97
Børnebibliotekskonsulent Anna Enemark, Styrelsen for Bibliotek og Medier, 33 73 33 57 eller 41 10 16 61
Pressekonsulent Lone Sewerin, Styrelsen for Bibliotek og Medier, 33 73 33 84 eller 40 95 72 57

Relevant information

http://www.bs.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Biblioteksstyrelsen
Nyhavn 31E
1051 København K, Danmark

  33733354
  33733354

http://www.bs.dk

Modtag nyheder fra Biblioteksstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire