26/06-08
-
Pressemeddelelse
Bibliotekerne skal måles på nettet
Flere og flere bruger computeren i stedet for lånerkortet, når de skal på biblioteket. Men bibliotekerne vil gerne være endnu bedre på internettet. Derfor lancerer de på mandag den 30. juni et nyt måleværktøj, som for første gang gør det muligt at sammenligne, hvordan bibliotekernes net-tilbud bliver brugt. Alle kan kigge med i den nye statistik, som findes på adressen http://bib.kpiindex.dk.
Statistikken er udformet med en række nøgletal, som viser hvor mange, der bruger bibliotekernes hjemmesider og forskellige nettjenester. Statistikken opdateres hver uge, så den altid er helt aktuel. Løsningen er udviklet i et samarbejde mellem firmaet KPI Index, folkebibliotekerne og Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Bibliotekerne har gennem mange år lagt vægt på at udvikle brugervenlige hjemmesider, hvor man blandt andet selv kan søge og bestille bøger og andet materiale. Bibliotekerne har også en række fælles tilbud på nettet, blandt andet litteratursiden.dk og biblioteksvagten.dk. Det nye måleværktøj skal understøtte denne udvikling.
"Vi får nu et mere dækkende billede at bibliotekstilbuddet. Det nye måleværktøj bliver en vigtig tilføjelse til den nationale biblioteksstatistik. Det kan bidrage til et mere tidssvarende billede af moderne biblioteker og nuancere debatten om biblioteksudvikling, der ellers i høj grad fokuserer på det fysiske bibliotek. Desuden vil målingerne være et godt udgangspunkt for at udvikle og markedsføre bibliotekernes tilbud på Nettet," siger Jens Thorhauge, direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Det er vanskeligt at foretage tværgående sammenligninger af hjemmesider. Derfor har bibliotekerne indtil nu haft svært ved at måle, om indsatsen med flere og bedre tilbud på nettet har ramt plet.
Bibliotekernes løsning bygger på en såkaldt klientbaseret måling, der giver en mere retvisende statistik over benyttelse end traditionelle analyser af logfiler. På de relevante hjemmesider installeres en lille kodestump, der sørger for at sende data over benyttelse til en central server, hvor data analyseres. På den måde kan man fjerne en række fejlkilder som fiktive besøg og støj fra indekseringsrobotter og foretage ensartede målinger.
I tillæg til det nationale indeks får det enkelte bibliotek adgang til mere detaljeret statistik via den centrale løsning, der administreres af KPI Index.
Relevant information
http://www.bibliotekogmedier.dk
Firma
Biblioteksstyrelsen
Nyhavn 31E
1051 København K,
Danmark
33733354
33733354
http://www.bs.dk