Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
09/03-09   -   Pressemeddelelse

Q8 kører klimavejen med nyeste generation biodiesel

Q8s Super Diesel i Århus-området vil fra den 6. marts i en periode være iblandet fem pct. biodiesel, der er fremstillet af animalsk fedt. Q8 er på vej med mange flere klimarelaterede aktiviteter i år. Miljø, klima og omtanke er vigtige elementer i olie- og energiselskabets strategi på det danske marked

Bilister og chauffører i Århus-området har nu mulighed for at gøre lidt ekstra for deres klimasamvittighed. Når de tanker diesel på alle servicestationer i Århus Kommune, vil fem procent af indholdet nemlig komme fra den nyeste generation biobrændstof, der fremstilles af animalsk fedt fra slagteriaffald.

Q8 er en aktiv deltager i B5Next projektet, der er et samarbejde mellem Færdselsstyrelsen, Region Midtjylland, Daka Biodiesel, Center for Bioenergi og Miljøteknologisk Innovation (CBMI) samt Energi- og OlieForum (EOF) som repræsentant for oliebranchen i Danmark.

"Klima og miljø er vigtige elementer i Q8 Danmarks strategi for de kommende år. Derfor deltager vi naturligvis i B5Next projektet i Århus. Vi ser også gerne, at biodiesel bliver udbredt over hele landet," siger direktør Jens Alstrup fra Q8 ServiceStationer.

Q8 har 10 Q8 servicestationer og F24 automatanlæg med i projektet, der løber frem til november 2009. I den periode får man Q8s grønne Super Diesel i tanken, som indeholder de fem pct. biobrændstof.

Flere klimainitiativer på vej

Q8 har flere klima-aktiviteter undervejs i dette år, hvor København er vært for FNs globale klimakonference COP15. Nogle af aktiviteterne vil være rimeligt nytænkende og måske ikke ligefrem, hvad man ville forvente fra et stort olieselskab.

"Omtanke er et nøglebegreb i hele vores markedsføring og drift, og hvor er omtanke mere vigtigt end i klimasammenhæng?" understreger Jens Alstrup.

Q8s klimatiltag blev indledt sidste år, da alle virksomhedens godt 3.000 ansatte i Danmark blev opfordret til at deltage med gode forslag og initiativer til Klimaministeriets "Én ton mindre" CO² kampagne. Det bedste spareforslag fra Q8s medarbejdere blev præmieret med 25.000 kroner.

Også i det daglige har Q8 energibesparelser og miljø på dagsordenen. F.eks. er Q8 i gang med at erstatte kantbelysningen på sine servicestationers forpladser med den nyeste generation LED, der bruger 30 pct. mindre strøm.

Anden generation biodiesel

Miljøbelastningen fra den nye anden generation biodiesel er mindre end fra almindelig diesel, og biodiesel er mere end 80 pct. CO²-besparende. Det nye brændstof er biologisk nedbrydeligt og har gode smøre- og forbrændingsegenskaber. Og hvad der også er vigtigt - dieselmotorer i biler, lastvogne og busser har ingen problemer med at køre på biobrændstoffet.

Regeringen ventes i øvrigt snart at barsle med et forslag om, at al benzin og diesel, der sælges i Danmark, skal være blandet op med mindst 5,75 pct. biobrændstof

Relevant information

http://www.q8.dk


Pressekontakt


Firma

Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Banevænget 13
3460 Birkerød, Danmark

  45 99 21 71
  45 99 21 71

http://www.q8.dk

Modtag nyheder fra Kuwait Petroleum (Danmark) A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater