04/06-12
-
Pressemeddelelse
Markedskommentar fra Artha Kapitalforvaltning maj 2012
På trods af maj måneds udfordringer viser Artha Kapitalforvaltnings allokeringsmodel fortsat fornuftige resultater. For såvel lav som middel risiko er Artha Kapitalforvaltning 1,1% foran afkastet for tilsvarende risiko med henholdsvis 3,1% og 4,1% i afkast år-til-dato. Artha Kapitalforvaltning fastholder allokeringen uændret i maj.
Maj måned har været domineret af krisen i Sydeuropa, særligt med fokus på Grækenlands usikre parlamentariske situation og Spaniens eskalerende bank- og økonomiske krise. Krisen er ved at komme ud af kontrol, såfremt Grækenland forlader Euroen, eller Spaniens problemer er for store til at kunne løses med det nuværende europæiske beredskab. Et fald i det spanske detailsalg på 9,8% i april måned illustrerer med al tydelighed problemernes omfang. Der er i den grad brug for initiativer, der kan bryde den negative spiral - såvel finanspolitiske initiativer, der kan mindske faldet i væksten, som finansielle initiativer, der kan løse de akutte finansieringsproblemer.
Den danske Nationalbank har i maj måned udstedt nye indeksobligationer med negativ rente og danske statsobligationer med udløb i 2024 handles pt. til en rente på 1,2%, hvilket er markant lavere end inflationen. Med andre ord giver danske statsobligationer negativ afkast, når der korrigeres for inflationen. Der er simpelthen for mange investorer, der har behov for AAA papirer i forhold til den udestående mængde. Artha Kapitalforvaltning tror ikke, at situationen ændrer sig på kort sigt, for Europa vil i en lang periode skulle føre en stram finanspolitik og derfor også en meget lempelig pengepolitik med lav rente. Renteniveauet er dog langsigtet uholdbart og er baggrunden for den korte varighed i vores obligationsportefølje. Det er også delvist baggrunden for, at vi ikke bare sælger alle vores aktier og køber obligationer for pengene.
For hele 2012 har alle aktivklasser givet positivt afkast og dermed bidraget til vores porteføljer. En af de største bidragsydere har igen i 2012 været kreditobligationer, som med en høj direkte rente og korte løbetider på 1-5 år er en attraktiv aktivklasse.
Virksomhedsobligationer med høj rating handles dog typisk til renter på 2-3% og er derfor set med vores øjne ikke konkurrencedygtige med solide danske realkreditobligationer, som fortsat er en af de mest attraktive aktivklasser ud fra afkast og risiko.
Virksomhedsobligationer med lavere rating giver dog attraktive effektive renter på typisk 5-10% afhængig af bonitet. Obligationerne er ikke uden risiko, da den højere rente afspejler en reel risiko for konkurs eller tvungen nedskrivning af hovedstol, så udvælgelsen er altafgørende. Udbuddet af nye kreditobligationer er dog stort qua de europæiske bankers balanceproblemer, og det er derfor fortsat muligt at finde gode udstedelser til attraktive renter. Artha Kapitalforvaltning forventer derfor fortsat at have en høj eksponering til højrenteobligationer og vil ikke afvise, at den kan stige yderligere fra de nuværende andele.
Artha Kapitalforvaltning ser fortsat frem til resten af 2012 med fortrøstning på trods af de aktuelle udfordringer. Aktiemarkedet er rekordbilligt i forhold til obligationsmarkedet, og for de kommende måneder er banen kridtet op til at ECB, og de europæiske politikere tager nye initiativer for at få krisen bedre under kontrol.
Markedskommentaren kan findes i hele sin længde som vedhæftet fil. For yderligere information kontakt venligst:
Relevant information
http://www.arthakapitalforvaltning.dk