05/11-12
-
Pressemeddelelse
Artha Ejendomme A/S opkøber og renoverer Frederiksberg Allé 11
Artha Ejendomme A/S har 1. november opkøbt den markante og klassiske ejendom på Frederiksberg Allé 11. Den smukke ejendom, der har været ejet af Sct. Andreas Ordenen gennem mange år står nu over for en gennemgribende renovering, der blandt andet betyder nye lejelejligheder på Frederiksberg.
Artha Ejendomme er på vej mod at opfylde målet om at opnå en samlet portefølje af ejendomme på 250 mio. kr. Således har Artha Ejendomme netop købt ejendommen Frederiksberg Allé 11 for 46,5 mio. kr. og en omfattende renovering skal nu iværksættes. Midlerne til opkøbet er fundet via en kombination af realkreditlån samt hos Artha Ejendomme A/S' aktionærer, der er inviteret til at deltage i en kapitalforhøjelse. Målet med ejendommen er, at skabe gode lejemål på en af Frederiksbergs absolut bedste adresser med respekt for områdets kulturhistorie.
"Frederiksberg Allé 11 passer perfekt i vores portefølje. Vores strategi er at samle en stribe historiske ejendomme, der er nyrenoverede, godt udlejet og med en top-beliggenhed i hovedstaden. Med den nye ejendom kan vi opnå dette og dermed nærme os en veldisponeret, samlet portefølje," siger Jan Severin Sølbæk, der er direktør i Artha Ejendomme.
Han ser frem til det kommende renoveringsarbejde, der i første omgang vil ske i ejendommens to erhvervslokaler, der ligger i stueplan. De omdannes til boliger i høj kvalitet, og loftet omdannes til en luksuriøs penthouse-lejlighed på 180 kvadratmeter. Undervejs i første fase af renoveringen igangsættes renovering af en stor del af ejendommens 30 boliglejemål i varierende størrelser.
"Vi vurderer, at ejendommen har et stort uudnyttet lejepotentiale. Der er tale om en af hovedstadens smukkeste ejendomme med udsyn til Frederiksberg Have i et spændende og kulturelt rigt kvarter. Efter renoveringen forventes det derfor, at vi kan opnå en højere kvadratmeterleje, og deri ligger den gode forretning for vores investorer. På længere sigt vil ejendommens forbedrede udlejningspotentiale øge salgsværdien," siger Jan Severin Sølbæk.
Kapitalforhøjelsen, der er på 20 mio. kr. er gennemført som en investering med en stykstørrelse på 500.000 kr. Nye aktionærer har tegnet sig for mindst én mio. kr., og det er ikke længere muligt at deltage.
I søsterselskabet Artha Boligejendomme A/S er der allerede opkøbt ejendomme for 250 mio. kr. Det forventes, at begge selskaber kan afhændes samlet til den samme køber om en årrække. At ejendomsporteføljerne, der ligger på Københavns bedste adresser, kan sælges samlet, forventes at øge salgbarheden markant.
Relevant information
http://www.arthakapitalforvaltning.dk