06/10-09
-
Pressemeddelelse
E.J.Badekabiner A/S fremlægger negativt regnskab med lyspunkter
Med et byggeri, der er gået i stå, og hård konkurrence fra lavtlønslande er der alligevel positive signaler i E.J.Badekabiner A/S' seneste regnskab, der bliver fremlagt i dag. En konsekvent trimning af organisationen og afslutning af urentable kontrakter skal på sigt vende resultatet, men det tager et par år, lyder det fra ledelsen.
E.J.Badekabiner A/S kan i dag fremlægge et årsregnskab, der afspejler en god indsats i et trængt marked.
"Et underskud på 16 mio. kr. er ikke et tilfredsstillende resultat. Vi har som alle andre leverandører til byggebranchen være presset hårdt og set i det lys, mener jeg faktisk, vi har leveret et fornuftigt stykke arbejde," siger administrerende direktør Jesper Sørensen, E.J.Badekabiner A/S. Han henviser til at resultatet er 8 mio. kr. bedre end sidste regnskabsår, og at der i år er taget drastiske skridt til at forbedre virksomhedens rentabilitet på længere sigt.
Fransk ordre gav underskud
En stor del af underskuddet seneste regnskabsår kan forklares med en enkelt ordre, som viste sig mere vanskelig en først beregnet; produktion og levering af 1400 kabiner til fem franske fængsler. Denne ordre er EJ Badekabiner nu ude af, men den påvirker regnskabstallene negativt. På den positive side ses en øget produktionsværdi på 15 pct. fra regnskabet 2007-08 til 2008-09. Desuden er egenkapitalen styrket trods det negative årsresultat, idet aktionærerne har givet 19 mio. kr. i kapitaltilskud. Det har øget soliditeten fra 15,8 pct. til 19,7 pct.
Forudsætningerne til stede for god bundlinje
Det negative årsregnskab var forventet og førte tidligere på måneden til afskedigelsen af 90 mand i produktionen i Hedensted.
"Forudsætningerne for et meget fornuftigt regnskab i 2010 - 2011 er nu til stede. Vi har effektiviseret og skåret helt ind til benet blandt andet ved at koncentrere produktionen til Newcastle i Storbritannien. Det vil vi først se værdien af om et par år, men vi er overbeviste om, at det er det, der skal til," lyder det fra administrerende direktør Jesper Sørensen, E.J.Badekabiner A/S.
Øget produktivitet
Han henviser blandt andet til at regnskabet viser en øget produktivitet pr. medarbejder på hele 4,2 pct. trods de vanskelige markedsvilkår. Desuden påpeges, at regnskabet vurderer service- og garantiforpligtelser en del mere konservativt end tidligere års regnskaber, hvilket ikke skyldes dårligere kvalitet på produkterne -tværtimod.
Vedhæftet. Hoved" og nøgletal
Relevant information
http://www.ej-badekabiner.dk