Hundreder af borgere og virksomheder er med d. 20. november, når den første Cirkulær Økonomisk Dag fejres landet over. Dagen skal være starten på en lang række aktiviteter, der omfatter virksomheder, læreanstalter, græsrødder og organisation. Sammen vil de ændre måden vi forbruger, producerer og forholder os til økonomi på. Cirkulær Økonomisk Dag kan blive starten på en omstilling til en grønnere og mere bæredygtig vækst, mener miljøkommissær Connie Hedegård, der sammen med virksomheder som Grundfos, kommuner og regioner støtter op om projektet.
Cirkulær økonomi er modsætningen til den lineære forbrug-og-smid-væk økonomi. Cirkulær økonomi dækker over at bevare og genbruge ressourcerne fremfor at hente dem på ny i en stadigt mere presset natur. Stigende råvarepriser og ny teknologi gør det nemlig i dag muligt at bevare vores forbrugsgoder i gentagende cirkulation mellem forbrug og forarbejdning. En lang række virksomheder, offentlige myndigheder og græsrødder går derfor 20. november sammen og afholder Cirkulær Økonomisk Dag for at understrege, at de tager udfordringen og mulighederne alvorligt.
Aktiviteter landet over Cirkulær Økonomisk Dag skal være startskuddet til aktiviteter landet over, som både handler om at udarbejde konkrete handlingsplaner for, hvordan danske virksomheder kan indgå i en cirkulær økonomi. Initiativtager til projektet er Development Centre UMT, der er en del af region Midtjylland. Development Centre UMT arbejder både nationalt og internationalt på projektet, og målet er, at vise virksomheder, kommuner og offentligheden, at cirkulær økonomi er en vej til vækst og bæredygtighed. Projektleder Svend Erik Nissen siger: "Alene her i Region Midtjylland vil 40 virksomheder få udarbejdet konkrete handlingsplaner, som dokumenterer, hvordan de kan genanvende deres egne produkter, når forbrugerne er færdige med dem. Handlingsplanerne finansieres af EU's strukturfonde, og det sætter os i stand til at gennemføre det største projekt inden for cirkulær økonomi nogensinde her i landet." Han opfordrer interesserede virksomheder og myndigheder til at gå ind på projektet hjemmeside www.rethinkbusiness.dk, og se hvordan, de selv kan være med.
Nu begynder omstillingen til cirkulær økonomi Svend Erik Nissen bakkes op af EU's miljøkommissær Connie Hedegård. Hun siger: "Stadigt flere vil efterspørge stadigt mere vækst. Derfor skal vi bruge vores ressourcer langt bedre, end vi gør dag. Vi skal skabe vækst på en klogere måde, hvor vi genanvender vores råstoffer på et helt andet niveau. Her kommer cirkulær økonomi ind i billedet som en model, der rent praktisk viser os, hvordan man gør. Jeg håber, at Cirkulær Økonomisk Dag bliver en del af begyndelsen på en omstilling af dansk produktion og økonomi til en grønnere og mere bæredygtig vækst." Det er dog ikke kun virksomheder og offentlige myndigheder, der står bag. Cirkulær Økonomisk Dag vil også være præget af happenings landet over. Århus Sustainability Network sætter alle sejl til for at gøre opmærksom på dagen, og det kommer til at foregå med flash mobs, anderledes underskriftindsamlinger og dialog med folk på gaderne. "Vi arbejder netop nu på at mobilisere folk fra hele landet til at deltage. Målet er at få udbredt kendskabet til cirkulær økonomi, så meget som muligt, og samtidig inddrage virksomheder og uddannelsesinstitutioner i at markere dagen," siger Anna Hinrichsen, Forkvinde, Aarhus Sustainability Network.
Cirkulær økonomisk dag følges op af en konference 29. november, hvor kapaciteter som Anders Eldrup, Connie Hedegaard og flere udenlandske oplægsholdere stiller skarpt på danske virksomheders og forbrugeres fremtid i en cirkulær økonomi. Se mere på: www.rethinkbusiness.dk
For yderligere information kontakt venligst:
Svend Erik Nissen, projektleder Development Centre UMT, Region Midtjylland Telefon: 96 42 65 48 svend-erik@innonetlifestyle.com
Anna Hinrichsen, Forkvinde, Aarhus Sustainability Network Tlf. 60747629 mail: ahi@aasn.dk
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.