03/02-17
-
Pressemeddelelse
Kendte Greve-advokater skifter navn
De har brugt de seneste år på at gennemføre et generationsskifte og tilpasse sig et marked, der er præget af en øget konkurrence. Nu er turen kommet til navnet. Farvel til advokatfirmaet C.C. Jørgensen & M. Winsløv og goddag til WINadvokater.
Alle, der har navngivet et barn ved, hvor vigtig beslutningen er. Det har de også mærket hos det Grevebaserede advokatfirma, der gennem en årrække bar navnet C.C. Jørgensen & M. Winsløv, men som i kølvandet på et glidende generationsskifte og modernisering af profilen nu skifter navn til WINadvokater. Kriterierne for det nye navn var blandt andet, at det skulle være kort, neutralt og alligevel signalere power og handlekraft.
- Ja, og så er jeg jo gammel sportsmand, så jeg går altid efter sejren, smiler advokat og partner Allan Schouw-Petersen og henviser til det engelske ord for at vinde.
WINadvokater står der fremover på visitkortene og på døren ind til advokatkontoret, der holder til i Greve Midtby Center.
Nyt navn, gammel historieBeslutningen om navneskiftet kommer i kølvandet på en årrække, der har været præget af en ændring i markedet for advokater i Danmark. Branchen er præget af fusioner, der gør store firmaer endnu større, og af internetbaserede løsninger, der tilbyder billige gør det selv-løsninger.
I dette skel mellem stor og lille har WINadvokater fundet deres leje. Blandt andet ved ikke at gå på kompromis med den ordentlige rådgivning, der altid har været at finde blandt medarbejderne på kontoret i Greve.
- Generationsskiftet har vist sig både i ejerkredsen og helt ned til indretningen på kontoret. Og nu har vi valgt at strømline firmanavnet og gøre det klar til en fremtid med egen identitet. Men på trods af navneskiftet og moderniseringen, så holder vi fast i den historie, der danner grundlaget for WINadvokater, siger advokat og partner Morten Winsløv og fortæller videre, at det er derfor, WINadvokater har valgt at holde fast i den mørkerøde farve, der siden 1985 har kendetegnet virksomheden.
Enkelthed og tilgængelighedDet nye navn, der alt andet lige er mere mundret end det tidligere, signalerer også den enkelthed, advokatkontoret fortsat ønsker at være kendt for.
- WINadvokater har fokus på at gøre det svære enkelt og forståeligt for dem, der søger rådgivning hos os. Der er ikke nogen grund til at gøre jura sværere, end det er, lige som vi vægter det højt, at vi er tilgængelige, når der er behov for os, fortæller Allan Schouw-Petersen.