06/02-20
-
Pressemeddelelse
Er familien klar til at køre på vinterferie?
Vinterferien nærmer sig med hastige skridt. For mange danskere betyder det en velfortjent kør-selv-ferie med familien, men den lange tur i snefyldt og koldt terræn kræver, at køretøjet er klargjort for at højne sikkerheden
Ski- eller vinterferie i de franske alper, de skandinaviske bjerge eller måske en tur til Østrig? Snart ruller rigtig mange danske biler ud af de lune garager med GPS’en indstillet til favoritdestinationen.
Er man én af de mange danskere, som tager bilen på ferie, er der få, men vigtige forholdsregler, man som bilist skal tage højde for.
- Først og fremmest bør alle bilister have styr på køretøjets fodtøj – dækkene er den eneste kontakt med vejen, og derfor er vinterdæk et must og helt afgørende for sikkerheden. Bilens fodtøj skal matche årstiden, understreger Georg Nielsen, der er adm. direktør for Continental Dæk Danmark A/S – og tilføjer, at vinterdækket har flere lameller og et mønster, der giver dækket et solidt vejgreb, når der er vådt, sne eller is på vejen.
Når man bevæger sig ud på rejsen mod koldere terræn, kan det have fatale konsekvenser, hvis sommerdækket ikke har fået en velfortjent vinterferie. Sommerdækket er ikke designet til kørsel på våde, kolde og snefyldte veje – og det betyder blandt andet, at grebet på vejen forværres, og bremselængden kan blive op til to gange længere.
En vandflaske kan blive 30 gange tungere
Familien er på plads. Snacks, iPads, musik og skiudstyr er pakket – så er bilen klar til afgang! Men har du pakket bilen på en hensigtsmæssig måde? En korrekt pakning har ikke kun betydning for sikkerheden, men giver også en mere økonomisk kørsel.
- Bremser du hårdt op eller i værste fald kolliderer, kan løs bagage være en farlig og uventet medpassager, hvis den ikke er placeret og pakket korrekt. En vandflaske med 0,5 liter vand kan for eksempel blive cirka 30 tungere, hvis bilen bremses hårdt op, og flasken flyver gennem luften. Løse genstande skal derfor placeres i lommer eller rum eller på anden måde spændes fast, fastslår Georg Nielsen.
Ved at fordele vægten i bagagerummet vil man derudover minimere risikoen for, at dækkene slides ujævnt, hvilket ellers kan føre til, at de skal skiftes hyppigere.
Mange kører med forkert dæktryk
En feriepakket og tung bil kræver et andet dæktryk end normalt. Kører man med forkert dæktryk kan det ifølge Georg Nielsen gå udover både brændstoføkonomi og køreegenskaber.
- Kører man med for lavt dæktryk, når bilen er godt pakket, går det udover styringen, hvis man eksempelvis skal undvige eller bremse hårdt op. Samtidig slides dækkene hurtigere, og bilen skal bruge mere brændstof, forklarer Georg Nielsen – og tilføjer at, bilens anbefalede dæktryk oftest findes på dørstolpen, tankdækslet eller i bilens instruktionsbog.
Selvom det endnu ikke er lovpligtigt at skifte til vinterdæk i Danmark, så er der lovkrav om, at vinterdæk skal have en mønsterdybde på 1,6 mm. Her anbefaler Continental Dæk Danmark A/S, at dybden ikke kommer under 4 mm på vinterdæk, da det ellers kan påvirke bremselængden. Georg Nielsen anbefaler, at man rådfører sig med sit værksted eller en professionel dækforhandler, hvis man er i tvivl om, hvorvidt bilens dæktryk og mønsterdybde er tilstrækkelig.
Tjek de lokale regler og love
Sidste punkt på huskelisten handler om at tjekke de lokale regler og love. Flere lande i Europa har andre love og regler end Danmark, når det kommer til vinterdæk. Som bilejer skal man derfor være opmærksom på, at i lande som Tyskland, Østrig, Italien (Aostadalen) og Sverige er vinterdæk et lovkrav for kørsel på is, sne og våde veje.
Det betyder altså, at dækkene skal være mærket med 3PMS eller et bjerg- og snefnugssymbol eller begge dele for at opfylde kravene.
Pressekontakt
Georg Nielsen
Adm. direktør
+45 43 23 04 45