11/11-22
-
Pressemeddelelse
Snemand frost og frøken dæk
Efter en varm oktober venter en november, der lynhurtigt kan markere vinterens ankomst med frost på bilruderne og sne på vejen. Når vejtemperaturen falder til under syv grader bør sommer-dækkene skiftes ud med vinterdæk, der er fremstillet til årstiden
I flere lande omkring os er det et lovkrav, at bilister skal skifte til vinterdæk om vinteren. Det er det ikke i Danmark, men eksperter og fagfolk anbefaler alligevel, at man skifter til vinterdæk, når vejtemperaturen her i overgangen fra efterår til vinter kommer under syv grader. Og den anbefaling er der flere årsager til.
Tid til vinterdæk
Den varme oktober har fået mange til at udskyde den årlige rutine med at skifte fra sommerdæk til vinterdæk. Men november er typisk måneden, hvor den første sne melder sig, ligesom fjernelse af frost på bilruderne om morgenen bliver fast rutine for mange bilister, der har bilen stående uden for om natten.
- Der er heldigvis kommet mange gode tekniske sikkerhedsløsninger i moderne biler som eksempelvis ABS og anti-spin, men grundlæggende starter al sikkerhed med dækket. Så hvis ikke man har fået skiftet dæk endnu, er det tid til at bestille tid hos det lokale dækcenter, lyder anbefalingen fra adm. direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S.
Bedre kontrol over bilen
Inden Snemand Frost melder sin ankomst for alvor, er det altså tid til at sende sommer-dækkene på lager og snarest muligt udskifte dem med vinterdæk, der er udviklet til årstiden.
- Vinterdæk er fremstillet af gummiblandinger, som er bløde og fleksible ved lave temperaturer. Derfor giver vinterdæk bedre kontrol over bilen ved vejtemperaturer under syv grader og i perioder med sne og slud på vejbanen, fortæller adm. direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S og uddyber:
- På grund af mønsteret i vinterdæk, bliver bremseevnen bedre, ligesom vinterdæk er designet til at gribe fat i sne, så der bliver bedre træk, når man skal accelerere og styre, forklarer han.
Tjek dækkene inden montering
Hvis vinterdækkene har ligget på lager siden foråret, hvor frøken Tø afløste Snemand Frost, bør man få en fagmand til at gennemgå dækkene omhyggeligt inden montering.
- Er vinterdækkene ikke blevet opmagasineret korrekt, kan det forkorte dækkets levetid, og måske er det tid til at skifte dem. Hvis man er i tvivl, bør man søge råd hos sit dækcenter eller værksted, lyder anbefalingen fra Georg Nielsen.
Udover at tjekke vinterdækkene er det en god idé at kontrollere bilens væsker, lygter og viskerblade. Mange byggemarkeder og biltilbehørsbutikker sælger også sneskovle med kort skaft, som man kan have i bagagerummet, så man kan grave sig fri, hvis bilen er sneet inde eller står i en snedrive.
Information om vinterdæk
• M+S (Mud+Snow)-markerede dæk har et slidbanemønster eller struktur, der er designet til at levere en ydeevne, som overstiger et standarddæk på snebelagte veje. M+S mærket er ikke underkastet en defineret testprocedure.
• Three-Peak Mountain Snowflake (3PMSF)-dæk med et bjergtop-symbol skal bestå en prøve på en snedækket vej og har mindst 25% bedre trækkraft end et standarddæk.
• Se lovgivning om krav til brug af vinterdæk i Europa her: https://www.continental-tires.com/dk/da/b2c/tire-knowledge/winter-tire-laws.html
Om Continental-koncernen
• Continental blev grundlagt i 1871 og tilbyder sikre, effektive og intelligente løsninger til køretøjer, maskiner, trafik og transport. I 2021 omsatte koncernen for 33,8 milliarder Euro og beskæftiger i øjeblikket flere end 190.000 mennesker i 58 lande.
Relevant information
Danske website
http://www.continental-daek.dk/
Pressekontakt
Georg Nielsen
Adm. direktør
+45 43 23 04 45