18/03-13
-
Pressemeddelelse
Continental med på Biler i Bella
For første gang er Continental Dæk Danmark A/S blandt udstillerne på Biler i Bella 21.-24. marts. Continental er et førende internationalt brand inden for dæk, men også i teknik og teknologi til bilbranchen. Det primære fokus på standen i Bella Center vil dog være sommerdæk, oplyser adm. direktør Georg Nielsen.
"Vi glæder os til at møde de danske bilister og få en snak om vores produkter. Det er første gang, vi deltager i Biler i Bella, og der er ingen andre med fra dækbranchen. Derfor er vi meget spændte på, hvordan publikum tager imod os", siger Georg Nielsen.
Continental holder til i hallen for tilbehør. På standen vil der være udstillet en Mercedes A-klasse monteret med tre af Continentals testvindende sommerdæk og et vinterdæk, der også er testvinder. På standen kan man også komme tæt på Continentals markante blikfang på udstillingen: en Porsche 911 GT3 RS i Continentals karakteristiske farver.
Continental producerer dæk i topklasse både til personbiler, lastvogne, trailere og busser. Men også cykeldæk er med i sortimentet - og med i Bella Center.
"Det er måske ikke alle, der ved, at vi også er et stærkt brand inden for cykeldæk, men flere af holdene i Tour de France kører på Continental-dæk", fortæller Georg Nielsen. "I Bella Center udstiller vi en stribe mountainbikes, hvor publikum kan se vores cykeldæk på nærmeste hold og få en snak med medarbejderne på standen om det rette 'fodtøj' til både cykler og biler."
Continental står også bag en række løsninger inden for teknik og teknologi, herunder flere banebrydende treknologier med fokus på sikkerhed.
"Nogle af disse løsninger, som Continental har udviklet eller har på tegnebrættet, glæder vi os til at kunne vise på vores videoskærme. Og frem for alt glæder vi os til at få en dæksnak, hvad enten det er til biler eller cykler", siger Georg Nielsen.
Billedtekst:
Blikfang: Denne Porsche 911 i Continentals farver og med 19" ContiForceContact™ dæk kan ses i Bella Center til Biler i Bella.
Fakta:
Continental Dæk Danmark A/S forhandler dæk til personvogne, lastvogne, varevogne og industrien.
Continental-koncernen producerer bl.a. bremsesystemer, systemer og komponenter til motorer og chassiser, elektronik til køretøjer samt dæk. Continental bidrager til øget køresikkerhed og global klimabeskyttelse.
Koncernen havde i 2011 en omsætning på 30,5 mia. Euro (heraf 8,8 mia. Euro i dækdivisionen) og er til stede i 46 lande med ca. 170.000 medarbejdere (heraf mere end 41.000 i dækdivisionen). Forretningsenheden for dæk til erhvervskøretøjer er med en omsætning i 2011 på mere end 1,8 mia. Euro en af verdens førende producenter af dæk til last- og varevogne, busser og industrien.
Dækdivisionen er officiel sponsor for 2014 FIFA World Cup i Brasilien og UEFA EURO 2016 i Frankrig.
Læs mere på www.conti.dk, www.conti-truck-tires.com/dk og www.ContiSoccerWorld.de
Media Database: www.mediacenter.continental-corporation.com
Relevant information
http://www.conti.dk