27/09-13
-
Pressemeddelelse
Bofællesskabet Godthåbsvej er på vej mod nye tider
Den private virksomhed Cura Handicap A/S driver nu bofællesskabet Godthåbsvej i Hillerød, hvor tre hjerneskadede beboere får pleje døgnet rundt, året rundt.
Bofællesskabet Godthåbsvej i Hillerød drives efter Servicelovens §108 og retter sig mod voksne med medfødte hjerneskader eller senhjerneskadede med nedsat funktionsniveau og kognitive vanskeligheder. Botilbuddet er baseret på 24 timer dækning af pleje og praktisk hjælp ud fra den enkeltes ressourcer og formåen.
Indtil den 31. december 2012 var det Hillerød Kommune, der drev bofællesskabet, der har plads til seks beboere, men hvor der i øjeblikket kun bor tre borgere. Hillerød Kommune ønskede ikke at videreføre stedet, hvilket både beboerne og de pårørende var kede af, idet beboerne ved lukning skulle flytte fra hinanden.
De tre borgere har boet mellem otte og 20 år på stedet. Både de nuværende beboere og deres pårørende er glade for, at de nu kan blive boende i deres trygge og vante rammer. Marianne har boet på Godthåbsvej siden 1992 og hendes mor, Lizzie Nielsen, er meget glad for, at datteren kan blive boende på Godthåbsvej.
- Bostedets beboere bestod i efteråret 2012 af seks multihandicappede og hjerneskadede personer, der for de flestes vedkommende havde boet i 20 år på Godthåbsvej. Da kommunen ønskede at lukke stedet lød meldingen, at vi ikke kunne forvente, at beboerne kunne flytte samlet til et andet kommunalt botilbud. Det væltede vores verden, fortæller Lizzie Nielsen fra pårørendegruppen.
Men det ændrede sig, da der med pårørendegruppens mellemkomst blev etableret dialog mellem Hillerød Kommune og Cura Pleje A/S, der i forvejen løser hjemmehjælpsopgaver under Frit Valgs-ordningen i en række kommuner, herunder Hillerød. Cura Plejes søsterselskab, Cura Handicap A/S, har fokus på handicappede med særlige behov, og de bød ind på opgaven.
- Cura Handicap overtog plejen og hjælpen i huset ved årsskiftet, da kommunen ophørte med at drive Godthåbsvej som kommunalt bosted, fortæller driftsdirektør Jakob Damsgård.
- Siden da har vi gennem første halvår været i en proces, hvor vi kort før sommerferien endelig blev enige med Hillerød Kommune om, at vi kunne opstarte bostedet i vores regi fra 1. september.
Driftsaftalen mellem Cura Handicap A/S og Hillerød Kommune tager afsæt i de tre eksisterende beboere, men pr. 1. oktober flytter en ny beboer ind. Så kommer der nyt liv til stedet, hvor der lægges stor vægt på, at beboerne inddrages mest muligt under hensyntagen til deres funktionsevne.
- Vi skal som medarbejdere sikre, at beboerne lever i et miljø, der tilgodeser deres individuelle behov for udvikling og vedligeholdelse af psykiske og fysiske færdigheder, således at der i videst muligt omfang ikke sker en forringelse af beboernes aktuelle funktionsniveau, fortæller Cura Handicaps daglige leder Mette Prip, der er sygeplejerske og som ligesom de øvrige medarbejdere har lang erfaring inden for socialpædagogisk arbejde
- Beboerne og vi pårørende kunne ånde lettet op, da vi fik at vide, at der igen ville blive døgndækning på Godthåbsvej. Overgangen fra kommunalt til privat bosted er gået over al forventning, og nu ser vi frem til, at vi i fællesskab kan skabe rammerne for den ro og tryghed i beboernes hverdag, som de alle har så stærkt behov for, fastslår en lettet Lizzie Nielsen.
Det nye samarbejde markeres torsdag den 3. oktober med en reception fra kl. 15.00, hvor familie, pårørende, samarbejdspartnere og venner af bofællesskabet er meget velkomne.
Relevant information
http://www.curahandicap.dk