04/10-13
-
Pressemeddelelse
Direktør går ind i kommunalpolitik
Kan man som tidligere topembedsmand gå ind i lokalpolitik? Oven i købet i den kommune, hvor man tidligere var social- og arbejdsmarkedsdirektør?
Ifølge Kit Claudi er svaret ja. Man har både ret og pligt til at tage et aktivt medansvar i den kommune, hvor man bor. Også selv om omkostningerne for firma og familie er store. Derfor stiller hun nu op til det kommende kommunalvalg som konservativ kandidat i Hvidovre.
I forbindelse med budgettet sidste efterår valgte Hvidovre Kommune at nedlægge en forvaltning. Social- og arbejdsmarkedsdirektør Kit Claudi fik efter 17 års kommunal karriere en fin fratrædelsesordning og greb straks muligheden for at starte som selvstændig iværksætter. Siden har hun rejst landet tyndt med sit firma IværkZ, som tilbyder coaching og konsulentydelser, lige som hun bruger sine kompetencer som professionelt bestyrelsesmedlem i alle sektorer.
Det politiske engagement har hun imidlertid stadig. Kit har tidligere i perioden 1994-1998 været byrådsmedlem for Det konservative Folkeparti i Hvidovre Kommune. Nu hvor hun ikke længere er begrænset i sit lokalpolitiske engagement af rollen som embedsmand, har hun besluttet at stille op. Målet er at styrke den konservative stemme, Steen Ørskov Larsen, der i denne periode sidder alene i et ustabilt byråd, der i de sidste fire år har været præget af splid og dårligt samarbejdsklima mellem politikerne.
"Efter det kom frem, at jeg seriøst overvejede at stille op igen, har både borgere og tidligere medarbejdere henvendt sig og bedt mig tage ansvaret på mig. Selv om det ikke er godt for firma og familie, har jeg ikke kunnet fastholde en beslutning om at sidde stille på stolen og se passivt til", siger Kit Claudi.
"For mig at se er et bredt samarbejde i byrådet helt nødvendigt, hvis vi skal skabe nye udviklinger. Jeg oplevede i min tid som embedsmand, at rød blokpolitik og næsten 100 års uafbrudt socialdemokratisk magtmonopol står i vejen for at gennemføre helt nødvendige forandringer i kommunen. Med mit kandidatur håber jeg at kunne være med til at bane vejen for det systemskifte, som kan få kommunen på rette kurs og skabe en bedre dialog. Borgerne skal have tilliden til politikerne tilbage igen - og vi skal have udfordret gamle vaner og traditioner".
Den vigtigste mærkesag er, at der kommer langt bedre styr på, hvordan kommunen bruger borgernes penge. Alene i år forventer byrådet at bruge mere end 30 millioner mere end budgetlagt. Samtidig har kommunen slet ikke formået at udnytte de mange fortrin, som en placering i smørhullet i Region Hovedstaden giver. Kommunen er desværre bundskraber i alle målinger på erhvervsområdet, og det skal der laves om på. Endeligt skal der igen sættes fokus på det sociale område.
"Jeg er klar over, at mange mener, at jeg som tidligere embedsmand burde sidde passivt på stolen og se til. Men jeg er også skatteborger her i kommunen. Og derfor bliver jeg nødt til at bidrage aktivt til at skabe de nødvendige forandringer", slutter Kit Claudi.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos Kit Claudi på telefon 41850418.
CV og politiske mærkesager findes på http://www.dr.dk/nyheder/politik/kv13/kommuner/hvidovre/kandidater/kit-claudi/12899.
Relevant information
http://www.konservative.dk/Partiet/Lokalt/Sto