28/08-12
-
Pressemeddelelse
Forandringer forude
Efter et hektisk og spændende år med opstart af det nyrenoverede Kokkedal Slot i Hørsholm er søskendeparret Brandt-Knudsen og deres forpagterteam på vej mod nye udfordringer. Ejer Jan Kjær overtager selv driften af slottet.
I november sidste år åbnede Kokkedal Slot efter en gennemgribende renovering udført af ejeren Jan Kjær, der er direktør i entreprenørvirksomheden Kjær og Lassen.
Efter at have haft et erfarent forpagterteam koblet på opstarten af slottet har Jan Kjær ønsket selv at stå for driften fra 1. september.
- Det har været en fantastisk spændende periode, som vi vil se tilbage på med stor glæde, siger lederen af forpagterteamet direktør Thomas Brandt-Knudsen, der sammen med sin søster Malene Brandt-Knudsen, Jerome Tannis og to kokke gennem et fælles selskab og en række trofaste medarbejdere har stået for driften af det smukke slot i Hørsholm.
- Udover konfirmationer, bryllupper og brunchsøndage har slottet med sin imponerende fremtræden og fantastisk smukke beliggenhed blandt andet dannet rammen om en række populære kulturarrangementer, vi har udført i samarbejde med forskellige aktører, for eksempel fortælleaftener med Hørsholm Museum. Derudover har der været musikaftener og koncerter samt en række arrangementer i samarbejde med Hørsholm Golfklub, der er nabo til slottet, fortæller Malene Brandt-Knudsen, der ligesom sin bror og resten af teamet har været glad for tiden på Kokkedal Slot.
Men med Jan Kjærs ønske om selv at overtage driften af slottet er det tid til at komme videre. Og heldigvis har der vist sig flere muligheder.
- Vi har været i restaurantbranchen i en årrække, og før vi indgik aftale med Jan Kjær og Kokkedal Slot havde vi fået en række henvendelser fra aktører, der var interesserede i et samarbejde.
- Efter udmeldingen fra Jan Kjær om, at han selv ønsker at overtage driften af Kokkedal Slot har nogle af disse aktører henvendt sig igen, og det er vi naturligvis utroligt glade for. Men vi har også fået henvendelser om projekter uden for hotel- og restaurations¬branchen, så vi har brugt sommeren til at tænke over i hvilken retning, vi nu vil gå, siger Thomas og Malene Brandt-Knudsen. der forventer, at de i løbet af september eller oktober vil kunne afsløre, hvilke udfordringer, de har valgt at tage imod.
Kokkedal Slot rummer i dag 27 værelser, mens 35 yderligere værelser er under opførelse i slottets sidebygninger. De i alt 62 værelser skal efter planen stå færdige, når den nye driftsorganisation åbner 1. september 2012.
Det nuværende forpagterteam står som hidtil for den daglige drift og er med de forventede byggeplaner fortsat med at booke arrangementer helt frem til den 31. august, således at ejeren af Kokkedal Slot får et så godt grundlag at drive Kokkedal Slot videre på.
- Vi vil gerne takke alle vores samarbejdspartnere og trofaste kunder for en fantastisk tid på slottet og ønsker ejeren og den nye organisation held og lykke med den fortsatte drift, slutter Thomas Brandt-Knudsen.
Forslag til billedtekst IMG_1978:
Driftsorganisationen på Kokkedal Slot ændres pr. 1. september, hvor søskendeparret Thomas (yderst til højre i billedet) og Malene (nummer fire fra venstre) Brandt-Knudsen sammen med deres forpagterteam forlader Kokkedal Slot til fordel for slottets ejer Jan Kjær, der selv ønsker at drive slottet.
Forslag til billedtekst IMG_1988:
Vi vil gerne takke alle vores samarbejdspartnere og trofaste kunder for en fantastisk tid på slottet og ønsker ejeren og den nye organisation held og lykke med den fortsatte drift, siger Thomas Brandt-Knudsen (yderst t.h.), der sammen med sin søster Malene og Jerome Tannis forventer, at de i løbet af september eller oktober vil kunne afsløre, hvilke udfordringer, de har valgt at tage imod efter sommerens tilbud og overvejelser.
Relevant information
http://www.kokkedalslotcopenhagen.dk/