16/03-21
-
Pressemeddelelse
Erfaren velfærdsdirektør hentet til bureau
Roskilde Kommunes mangeårige velfærdsdirektør og HR-chef, cand.scient.adm. Yvonne Barnholdt, er hentet til Lindskov Communication, hvor hun som seniorkonsulent skal indgå i bureauets public affairs-team. Især hendes kompetencer inden for social- og sundhedsområdet styrker bureauets rådgivning inden for velfærdsløsninger.
En stigende tilgang af kunder og opgaver inden for social- og sundhedsområdet har sendt Lindskov Communications Public Affairs-sektion på jagt efter konsulentprofiler med erfaring og indsigt i offentlige og private velfærdsløsninger.
Et match er fundet i Roskilde Kommunes mangeårige velfærdsdirektør, cand.scient.adm. Yvonne Barnholdt, der også har en fortid som chefkonsulent i Kommunernes Landsforening og analysechef fra Det Sociale Netværk.
- Det stigende krydspres mellem behov og ressourcer inden for velfærdsområdet kræver erfaring og indsigt i, hvordan den offentlige sektor fungerer, og hvordan den sammen med private virksomheder og organisationer i fællesskab kan skabe løsninger til fordel for borgerne. Netop her kan Yvonne med sin erfaring fra politisk drevne organisationer og sit fokus på værdiskabelse for borgerne bidrage med tung rådgivning for de af vores kunder, der søger rådgivning i komplicerede forvaltningsmæssige og politiske sager, siger Lars Lindskov.
Tung erfaring fra offentlig sektor
Yvonne Barnholdt har som offentlig topleder haft delansvar for gennemførelse af flere reformer på det kommunale område. Ikke mindst Kommunalreformen, hvor hun havde ansvaret for personaleområdet og senere Barnet Reform og Folkeskolereformen.
Direktøransvaret i Roskilde Kommune, der med 88.000 indbyggere er landets 10. største kommune, omfattede alle de store velfærdsområder. Hun har blandt andet derigennem tilegnet sig tunge lederkompetencer og har et indgående kendskab til strategisk udvikling, hvor blandt andet borgerinddragelse og samarbejde med private leverandører og civilsamfundet har haft en særlig plads.
- Jeg har altid været aktiv i debatten om udviklingen af vores velfærdssamfund. Det er utroligt givende at arbejde med mennesker og se, hvordan vi kan skabe bedre og bedre vilkår for både helt almindelige mennesker, der bliver ældre, men også for udsatte grupper, der har brug for støtte, siger Yvonne Barnholdt og fortsætter:
- Jeg glæder mig til at omsætte min viden og nysgerrighed til sparring og rådgivning for offentlige og private aktører, der vil bidrage til udviklingen af vores velfærdssamfund,
Engageret velfærds-netværker
Yvonne Barnholdt har også været medlem af Regeringens Innovationsråd og Regeringens Psykiatriudvalg samt af Sundhedsstyrelsen Rådgivende Udvalg. Herudover har hun haft sæde i Hovedbestyrelsen for kommunale Social, Sundheds og Beskæftigelseschefer samt været formand for foreningen i Region Sjælland. I dag er hun ekstern lektor på Roskilde Universitet og på Copenhagen Business School, hvor hun underviser i organisations- og ledelsesteori samt medlem af Advisory Board i Center for Kvalitet i Velfærd.
Som seniorrådgiver hos Lindskov indgår Yvonne Barnholdt i et erfarent public affairs-team på syv konsulenter, der blandt andre består af tidligere kommunaldirektør cand.scient. Allan Vendelbo og fhv. folketingsmedlem, cand.jur. Flemming Damgaard Larsen.
Relevant information
Lindskov Communication
https://lindskov.com/
Pressekontakt
Lars Lindskov
Kommunikationsrådgiver, CEO
+45 70 26 19 79
+45 30 50 19 79
Yvonne Barnholdt
Seniorkonsulent
30841005
Firma
Lindskov Communication - Comvort Denmark
Maglekildevej 7
DK-4000 Roskilde,
Denmark
+45 70 26 19 79 (reception)
www.lindskov.com