02/07-12
-
Pressemeddelelse
Nytænkende tømrermester satser på aluminium
Niels Moestrup har etableret Moestrup Alufacader ApS og går ind på markedet vest for Storebælt
Niels Moestrup, der er indehaver af Moestrup Tømrer/Snedker i Tune, har etableret et datterselskab med fokus på produktion, salg og montering af facader og indretningsløsninger i aluminium.
Moestrup Alufacader ApS er en af de nøje udvalgte danske partnere for den verdensomspændende tyske Schüco-koncern, der er en af Europas førende udbydere af fremtidssikrede aluminiumsløsninger til både udendørs og indendørs brug.
Fra klimaskærm til brandsikring
De patenterede og CE-mærkede løsninger fra Schüco er grundlaget for de aluminiumsløsninger til byggeriet, som Moestrup Alufacader producerer på sit topmoderne anlæg i Tune. Det omfattende produktprogram omfatter blandt andet facader, udestuer, døre og vinduer samt brandsikring og skillevægge.
- Vi sørger for det hele, herunder projektering, produktion, kvalitetsstyring og levering enten direkte eller gennem udvalgte partnere, oplyser Niels Moestrup, der blandt andet har investeret i et CNC-styret produktionsanlæg og i uddannelse af medarbejdere, så virksomheden kan levere kvalitetsløsninger til brug i offentlige bygninger, skoler og institutioner, erhvervsejendomme, boligforeninger og til private.
Greve Gymnasium og Havdrup Skole er blandt de offentlige institutioner, som allerede har benyttet Moestrup Alufacader til renoveringer baseret på Schücos aluminiumsløsninger. I den private sektor har Jyske Bank i Glostrup og Leo Pharma i Ballerup fået leveret store Schüco-facadeløsninger af Moestrup.
Afdeling vest for Storebælt
Også Sinatur Hotel Storebælt ved Nyborg, som i disse måneder gennemgår en stor renovering, får en ny, markant alufacade leveret af Moestrup Alufacader. Det er den første større opgave vest for Storebælt, men det er planen, at der skal komme mange flere.
Moestrup Alufacader har nemlig etableret en afdeling på Fyn til at dække den vestlige del af Danmark. På et nyetableret kontor på Abildvej i Svendborg arbejder allerede to erfarne projektmedarbejdere, der sælger alu-løsninger til kunder vest for Storebælt.
Et alternativ til træ
Niels Moestrup, der har været tømrermester i godt 20 år, ser aluminium som et moderne alternativ til træ.
- Materialet er oplagt ved facadekonstruktioner. I forbindelse med renovering af boligforeninger er der således mulighed for renovering og energioptimering uden at det er nødvendigt at genhuse beboerne. Det er også muligt at designe anderledes og mere spinkelt med aluminium, fordi det er stærkere end træ. Det er nærmest vedligeholdelsesfrit. Samtidig holder aluminium længe og er genanvendeligt. Løsninger med aluminium kan derfor nedsætte en bygnings CO2-belastning ganske markant, påpeger Niels Moestrup, der for fuld kraft fortsætter med de hidtidige forretningsaktiviteter i sin voksende virksomhed.
Niels Moestrup er formand for VE-Byg, en interessegruppe med virksomheder, der sælger og installerer produkter inden for vedvarende energi. Niels Moestrup var selv med til at tage initiativ til gruppen, der hører under Dansk Byggeri, hvor han er formand for Region Østsjælland. Herudover er han medlem af bestyrelsen i Træsektionen, der tæller 3.000 medlemsvirksomheder og dermed er den største sektion under Dansk Byggeri.
Relevant information
http://www.moestrup-alufacader.dk