31/03-15
-
Pressemeddelelse
Styrket intern kommunikation skaber bedre byggeprojekter
Nyhedsbreve og hyppig information mellem svende og byggeledere styrker dialogen internt hos Moestrup Tømrer & Snedker - og skaber øget kundetilfredshed og bedre resultater i byggeprojekterne.
Intern kommunikation er et vigtigt element for enhver virksomhed, men overses ofte i hverdagens travlhed. Sådan er det også i byggebranchen, hvor den gensidige kommunikation mellem svend og byggeleder ellers spiller en afgørende rolle for kvaliteten, motivationen og forståelsen for det arbejde, der skal udføres.
Løbende dialog skaber bedre resultaterHos Moestrup Gruppen i Tune mellem Roskilde og Greve har man de seneste år arbejdet målrettet med at styrke den interne kommunikation. Det gør man for at klæde medarbejderne bedst muligt på til at møde de stigende krav fra kunderne om mere professionel ledelse og indsats på de ofte komplicerede byggeprojekter.
− Jo bedre dialog mellem svende og byggeledere, desto bedre kører projekterne, understreger direktør Niels Moestrup.
Siden etablering af Moestrup Tømrer & Snedker i 1991 og Moestrup Alufacader ApS i 2010 beskæftiger han i dag tæt på 50 medarbejdere, hvor nogle er ansat på værkstedet og i montagehallen eller på kontoret, men mange er ude hos kunderne og kommer ikke så tit ind i virksomheden. Det stiller større og større krav til kommunikationen for at sikre korrekt deling af information, gensidig forståelse af opgaverne samt korrekt og præcis information til hinanden og til kunderne undervejs.
Nyhedsbreve letter hverdagenDerfor har Moestrup indført månedlige online-nyhedsbreve, der rummer alt fra vigtig viden om anvendelse af firmabiler, værktøj og forsikringer samt information om aktuelle byggeprojekter og interne tiltag, der skal øge kvaliteten og kundetilfredsheden
− Efterhånden som firmaet er vokset, kan jeg ikke længere blot stille mig op i værkstedet og sige: "hør her". Det samme gør sig gældende for de enkelte byggeledere, der i en periode sendte mange og lange sms´er ud til medarbejdernes mobiltelefoner.
− De interne nyhedsbreve, der både kan læses på smartphones, tablets og pc, har lettet processen og kommer ud til medarbejderne med fotos og tekst, der er hurtige at læse for medarbejderne. De kommer ofte også selv med input, som de finder relevant for resten af virksomheden. Nyhedsbrevene er derfor gode til at styrke kulturen og fællesskabsfølelsen i virksomheden, fortæller Niels Moestrup.
Ny byggeleder skal styrke samarbejdetEvnen til at formidle og lytte var derfor også et vigtigt kriterium, da Moestrup skulle rekruttere en ny byggeleder til at varetage virksomhedens stadig flere entrepriser. Valget faldt på 34-årige Bob Borella fra Slagelse, der er uddannet bygningskonstruktør og tømrer. Ligesom Niels Moestrup vægter han dialog og samarbejde højt.
− God kommunikation smidiggør processen med tilbagemeldinger, der gør det hurtigere at reagere på de situationer, der måtte opstå. Udover at skabe bedre forståelse styrker dialogen også motivationen hos den enkelte, hvilket er ligeså vigtigt for at sikre gode resultater, fremhæver Bob Borella.
Han er hos Moestrup ansvarlig for projektstyring, prisberegning og kvalitetssikring af virksomhedens forskellige entrepriser. Opgaver, som Bob Borella har stor erfaring med fra en tidligere stilling som byggeleder i en entreprenørvirksomhed i Næstved.
Pressekontakt
Niels Moestrup
Indehaver
46 13 91 91
Bob Borella
23 32 33 13
Firma
Moestrup Tømrer & Snedkermester
Industrihegnet 8A
4030 Tune,
Danmark
46 13 91 91
46 13 91 91
http://www.moestrup.dk