08/04-13
-
Pressemeddelelse
Læg kursen for dit liv! Tre nye BusinessDanmark-foredrag med Flemming Christensen
Hvad tænker andre om dig? Hvorfor optræder du forskelligt i vante og uvante hverdagssituationer? Og hvordan skaber du loyale kunderelationer? Det kan du høre mere om, når forfatter og virksomhedskonsulent Flemming Christensen holder foredrag med udgangspunkt i det anerkendte persontypeværktøj "Enneagrammet" i Vejle, Aarhus og København - alle dage 16.30-19.00
Nu har du chancen for at lære dig selv bedre at kende og få mere selvindsigt, når den faglige organisation Business Danmark inviterer medlemmerne til en række fyraftensmøder om "Enneagrammet som salgsværktøj". Det sker i Aarhus tirsdag 9. april, i Vejle onsdag 10. april og i København torsdag 2. maj. Alle dage fra 16.30-19.00, hvor organisationen også er vært for en sandwich i løbet af arrangementet.
På fyraftensmøderne giver den anerkendte virksomhedskonsulent og forfatter Flemming Christensen indblik i persontypeværktøjer "Enneagrammet", der bygger på flere hundrede års arbejde og udvikling og som er et udbredt værktøj til beskrivelse af den menneskelige adfærd.
- Enneagrammet indeholder ni grundlæggende persontyper og er et redskab til at øge samspillet mellem mennesker både privat og erhvervsmæssigt. Det forklarer hvorfor vi gør som vi gør og hjælper med at øge evnen til motivation, kommunikation, ledelse, salg, samarbejde og stresshåndtering, fortæller Flemming Christensen.
Han er indehaver af konsulentvirksomheden Think About It, der har fokus på at styrke ledelsen, team-arbejdet og den personlige udvikling hos det enkelte menneske. Virksomheden fejrede i efteråret 2012 10 års jubilæum som "The Enneagram Institute of Denmark" og er ubetinget Danmarks mest erfarne konsulenthus inden for anvendelse af Enneagrammet.
- På møderne vil jeg med udgangspunkt i Enneagrammet give forklaringer og eksempler på, hvorfor vi opfører os, som vi gør, hvordan man øger sin motivation, bliver dygtigere til at kommunikere og samarbejde, og hvordan man bliver bedre til at opbygge og fastholde relationer både på jobbet og privat, fortæller Flemming Christensen, der med foredragene giver BusinessDanmarks medlemmer muligheden for at opleve, hvordan man kan bruge enneagrammet til at udvikle sig selv, blive fagligt dygtigere og i bedre stand til at træffe de rigtige valg.
Flemming Christensen har i mere end 25 år arbejdet sammen med nogle af de dygtigste danske og internationale ledere og medarbejdere - heriblandt Abbott, Danske Bank, Danica Pension, Microsoft, NNIT og Philips. Med baggrund i sine erfaringer fra erhvervslivet har han skrevet en række bøger om ledelse, coaching og personlig udvikling, bl.a. Keep the Spirit, Succesfuld Ledelse, Enneagrambogen, Væk Din Drøm, Livslederens Ordbog, Coachingbogen og 324 - det tager kun 324 dage at ændre livsstil.
Tilmelding foregår for BusinessDanmarks medlemmer på organisationens hjemmeside www.businessdanmark.dk. Hvis ikke man er medlem, kan dette også foregå på hjemmesiden i forbindelse med tilmelding til foredragene, der for medlemmer koster 149 kroner pr. person.
Og kan man ikke deltage på en af de tre foredragsaftener i BusinessDanmark eller hvis der er lukket for tilmelding grundet stor søgning, holder Flemming Christensen andre foredrag i løbet af foråret. Datoer og steder for disse kan man finde på http://flemmingsblog.com/foredrag.
Relevant information
http://www.thinkaboutit.dk