Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
23/05-11   -   Pressemeddelelse

Visma klar til vækst - rejsegilde på nyt domicil

Efter en årrække med vokseværk på Hørkær i Herlev er pladsen nu blevet for trang. Visma flytter til oktober ind i nye lokaler på Lyskær, hvor den gamle Icopal-grund lægger ryg til det moderne kontorkompleks Ring 3 OfficePark. Det giver grobund for flere arbejdspladser i Herlev, hvor Vismas danske hovedkontor har ligget siden 2003

Selvom Herlevs borgmester Kjeld Hansen få timer før rejsegildets reception måtte melde afbud på grund af presserende opgaver, så blev det unægtelig en festlig dag for de 150 fremmødte medarbejdere og samarbejdspartnere, da Visma forleden markerede rejsegilde for det kommende hovedkontor på Lyskær 3CD i Herlev. Og Herlev kommune blev behørigt takket for godt samarbejde i forbindelse med byggeprojektet Ring 3 OfficePark, hvor en række store og imponerende bygninger i disse måneder skyder op for øjnene af de forbipasserende.

- Huset her bliver rammen for vores dagligdag i Visma de næste mange år. I 2003 havde vi 1.300 m2 og efter en årrække med vækst tager vi nu snart 7.600 m2 i brug og ved årets udgang forventeligt samtlige 9.600 m2, sagde adm. direktør i Visma Services Danmark A/S, June Mejlgaard Jensen, blandt andet i sin tale.

I dag bor Visma på Hørkær 26, og medarbejderne kan hver dag fra deres vinduer følge projektet med opførelsen af deres kommende arbejdssted på den anden side af krydset tæt ved McDonald's. Og fra de nye lokaler kunne de ved rejsegildet se over på det nu snart tidligere domicil, der er blevet for småt til den voksende virksomhed, der har rødder i Norge. På nordisk plan beskæftiger Visma-koncernen flere end 4.300 medarbejdere, heraf arbejder flere end 400 i Danmark og hovedparten af disse på hovedkontoret i Herlev.

- Vi har skabt mange arbejdspladser i Herlev, og i de kommende år vil vi skabe endnu flere. Heriblandt vil mange være elever, for vi satser på de unge. Også i år forventer vi at ansætte 12-15 elever, sagde June Mejlgaard Jensen i sin tale og kom også ind på, hvor dejligt det er at bo i Herlev med gode faciliteter som posthus og infrastruktur såsom motorvej og S-tog.

Udover kommunen blev medarbejdere, håndværkere og andre involverede blev behørigt takket i direktørens tale. Ikke mindst var der rosende ord til virksomheden BOKA, der som ejendomsudvikler med base i Odense står bag Ring 3 OfficePark:

- Jeg vil gerne sige tak til BOKA for et utroligt godt samarbejde om at få alt på ret plads. Det er en fornøjelse, når ens samarbejdspartner er troværdig og engageret. Også efter kontraktunderskrivelsen, tilføjede June Mejlgaard Jensen med et smil, hvilket fik latteren til at rejse sig i de endnu tomme betondæk, hvor rejsegildet blev markeret.

Mogens Amstrup fra BOKA kvitterede i sin tale og takkede alle fremmødte for at deltage i rejsegildet, der markerer en milepæl i projektet Ring 3 OfficePark:

- Jeg vil gerne takke Visma for en forbilledlig god dialog omkring afstemning af ønsker og behov. Og kommunen skal have stor tak for et konstruktivt, tillidsfuldt og positivt samarbejde med alle de forskellige afdelinger. Tak til vejafdelingen, teknisk forvaltning, planafdelingen og ledelsen, ja overalt har vi følt en imødekommenhed, som har gjort forløbet med Herlev kommune til en positiv oplevelse, sagde Mogens Amstrup i sin tale, hvor han også takkede Årstiderne Arkitekter med flere kontorer i Danmark samt Horsens-baserede Almbjerg A/S, der er rådgivende ingeniører på projektet.

Herudover fortalte Mogens Amstrup, at Lyskær 1, der ligger på hjørnet af den nye kontorpark er i støbeskeen og 3A venter spændt på brugere.

Efter de officielle taler bød Visma og BOKA på en vaskeægte rejsegildebeværtning, idet en god gammeldags pølsevogn var klar til at byde håndværkerne og gæsterne på pølser og brød, mens der var mulighed for at gå rundt og se nærmere på det nye domicil.

Visma er Nordens førende leverandør inden for økonomisystemer, detail-IT, outsourcing af løn- og økonomi, inkasso og kundetilpassede, forretningskritiske it-løsninger. Visma servicerer mange brancher og forskelligartede virksomheder, hvilket giver god indsigt i forskellige behov og individuelle arbejdsgange, ligesom virksomhedens medarbejdere kan arbejde i de fleste kendte systemer. Foruden det danske hovedkontor i Herlev er Visma repræsenteret i Hellerup, Roskilde, Odense, Kolding og Lemvig.

BOKA GROUP har fokus på udvikling af fast ejendom i Danmark og har stor erfaring i både kort og langsigtede ejendomsinvesteringer, særligt inden for kontor, detail og lager/logistik. BOKA GROUP indtager en aktiv investorrolle, mens andre dele af udviklingsarbejdet outsources til udvalgte samarbejdspartnere. Med afsæt i en lille organisation og en høj soliditet har BOKA GROUP den fordel, at de kan reagere hurtigt og handlekraftigt, når mulighederne opstår. Selskabet besidder en solid finansiel styrke, der muliggør køb af ejendomme med udviklingspotentiale.

Læs mere på www.visma.dk og www.bokagroup.dk


Relevant information

http://www.visma.dk


Pressekontakt


Firma

Visma Danmark
Lyskær 3CD
2730 Herlev, Danmark

  40 11 02 96

http://www.visma.dk

Modtag nyheder fra Visma Danmark på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater