23/01-14
-
Pressemeddelelse
Visma fortsætter væksten i Norden
Med opkøbet af finske Priorité og datterselskabet Proactum fortsætter it- og konsulentkoncernen Visma sin fremmarch på det nordiske marked
Priorité Oy og datterselskabet Proactum Oy er nu en del af Visma-koncernen, der med opkøbet fortsætter sin vækst på det nordiske marked for it- og konsulentydelser.
Visma har i forvejen en stærk tilstedeværelse i hjemlandet Norge samt i Sverige og her i Danmark, hvor godt 400 ud af koncernens i alt 5.600 medarbejdere er ansat. Gennem det seneste opkøb udvider Visma også den finske del af koncernen og befæster dermed sin position i landet, hvor 900 medarbejdere i dag er beskæftiget.
Flere kompetencer og løsninger
Priorité blev etableret i 2005 og fokuserer på it-konsulentydelser. Datterselskabet Proactum er en af Finlands førende eksperter inden for komplekse open source-løsninger, herunder portaler og content management, e-services, sagsstyring, dokumenthåndtering og integrationsløsninger.
De to virksomheder nåede i 2013 en samlet omsætning på over 7,8 mio Euro og har gennem de seneste år øget markedsandelen på det finske marked for IT-konsulentydelser, især inden for den offenlige sektor. Med selskabernes profil og markedskompetence indgår de derfor naturligt i Visma Consulting-divisionen, der også i Danmark har fokus på løsninger til den offentlige sektor og bl.a. er godkendt på flere SKI rammeaftaler.
- Opkøbet supplerer Vismas nuværende kompetencer og styrker vores position på det nordiske marked. De nye kolleger bidrager rigtig godt til at kunne levere en bredere vifte af løsninger til såvel offentlige som private kunder både i Finland og i de øvrige nordiske lande, siger Carsten Boje Møller, der er administrerende direktør i Visma Consulting A/S i Danmark og samtidig indgår i Visma-koncernens nordiske ledergruppe.
Spændende karriereveje
Visma Consulting er en del af Visma-koncernen, der beskæftiger flere end 5.600 medarbejdere fordelt over hele Norden. Divisionen har kontorer i Danmark, Norge, Sverige, Finland samt Litauen og beskæftiger efter opkøbet godt 500 medarbejdere.
- Udover fordelene for vores kunder med flere ressourcer samt nye kompetencer og løsninger styrker opkøbet også mulighederne for spændende karriereveje såvel for de nye kolleger i Visma-familien som for de nuværende medarbejdere, understreger Carsten Boje Møller.
Visma Consulting leverer it-konsulenter og it-løsninger til den offentlige sektor, liv & pension samt udvalgte brancher i den private sektor. Ydelserne spænder lige fra at hjælpe organisationer og virksomheder med at analysere deres behov over design af it-løsninger til udvikling, integration, vedligehold, support og forvaltning af systemer og applikationer.
Relevant information
Visma Consulting
http://www.visma.dk/consulting/?gclid=CMTr8t3uk7wCFUi33godSB8AUw
Pressekontakt
Carsten Boje Møller
adm. direktør - Visma Consulting A/S
21 48 48 31
Dorthe Hietala
marketingchef
41 91 44 22