Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
07/03-19   -   Pressemeddelelse

Jeg plejede at tro på for evigt, er titlen på en ny podcast, der skal bidrage til at nedbryde tabuet om døden



D. 21. marts 2019 udgiver Landsforeningen Liv&Død det første afsnit ud af ti i en ny podcastserie. Serien 'Jeg plejede at tro på for evigt' skal bidrage til at nedbryde tabuet om døden gennem en uformel samtale mellem podcastens to værter, Pernille Strøm Øster og Julie Schelhart, og en gæst, som har mistet en af sine nærmeste.

Pernille Strøm Øster og Julie Schelhart, begge 24 år, har mistet et menneske helt tæt på. Pernilles lillebror, Jonas, døde i en ulykke i 2014, mens Julies mor, Mette, døde pludseligt af en hjerneblødning i 2016. Hver for sig har de to unge kvinder truffet en stærk beslutning om, at deres tab ikke må blive et punktum, men snarere en begyndelse. Pernille og Julie mødtes gennem fælles bekendte. Inspireret af hinandens historier, energi og insisteren på at tale om det, der er allersværest, fik de ideen om at skabe en podcast om livet med døden.

Podcast-serien er udviklet i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død, der arbejder for at nedbryde tabuet om døden og sikre en værdig afsked med livet. For mange mennesker er død og sorg tabubelagte og ubehagelige emner. Netop temaet for podcast-serien, livet med døden, er vigtig at sætte fokus på:

”Vi hører ofte, at når folk mister, giver andres historier om deres tab dem håb om, at livet kan blive meningsfuldt igen. Podcastserien er relevant for alle mennesker. Serien skaber en mulighed for lytteren for at reflektere og blive inspireret gennem gæsternes personlige fortællinger om sorg og tab. Og så er den direkte brugbar for alle i berøring med sorg, for eksempel folk, som ikke selv har mistet, men som er tæt på en, der er i sorg”, siger sekretariatschef for Landsforeningen Liv&Død Kirsten Søndergaard.

Landsforeningen Liv&Døds dagsorden er at gøre os alle sammen mindre berøringsangste, når vi møder nogen, der har mistet. Kontakten til sørgende kan være svær, måske fordi den minder os om, at vi selv skal dø. Vi skal tidligere indse og erkende, at livet er skrøbeligt, og at døden er lige så vigtig at tale om inden som efter, mener Kirsten Søndergaard.

Pernille og Julie er enige. Som Pernille udtrykker det: ”Vi skal jo alle sammen dø en dag, så hvorfor ikke starte med at tale om det noget før.”

Ambitionen med podcastserien 'Jeg plejede at tro på for evigt' er også at udvikle et sprog til at tale om døden og det at sørge. Sammen skal vi starte samtaler og udvikle nye måder at håndtere og tale om det allersværeste i livet. I podcastserien fortæller nogle af deltagerne blandt andet om, hvordan de har udviklet deres egne ritualer for at håndtere sorgen.

Podcastformatet er lettilgængeligt, og serien er et bud på en tidssvarende måde at forstå og håndtere døden, sorg og det at mindes. Den skal samtidig vise, hvor stor betydning mødet med døden kan få for livet. Derfor handler podcasten i virkeligheden mere om livet end om døden. Eller om livet med døden – om man vil.

Podcastserien kan fra den 21. marts 2019 findes på alle relevante platforme for podcasts som iTunes og Spotify, ligesom podcastserien vil være tilgængelig på Landsforeningen Liv&Døds hjemmeside. Der vil udkomme en podcast hver uge.

KONTAKTINFORMATION:
- Kontakt Landsforeningen Liv&Døds sekretariatschef Kirsten Søndergaard på kso@livogdoed.dk eller tlf. 3052 3335.
- Kontakt Pernille Strøm Øster på tlf. 2043 8348 og Julie Schelhart på tlf. 9390 8064.

OM LANDSFORENINGEN LIV&DØD:
Landsforeningen Liv&Død er en humanitær, almennyttig organisation, der arbejder for en værdig afsked med livet og for at nedbryde tabuet om døden.

(Billederne er taget af fotograf Daniel Buchwald.)


Relevant information

Landsforeningen Liv&Død
https://livogdoed.dk/


Billeder


Pressekontakt


Firma

Landsforeningen Liv&Død
Nikolaj Plads 27
1067 København K, Danmark

  +45 33 36 49 70

https://livogdoed.dk/

Modtag nyheder fra Landsforeningen Liv&Død på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire