Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/02-16   -   Pressemeddelelse

Danskere lever videre på de sociale medier efter deres død

Danskere lever videre på de sociale medier efter deres død på trods af, at næsten halvdelen (48%) af os ikke ønsker det, viser en ny undersøgelse fra Landsforeningen Liv&Død. Det ses samtidig, at 3 ud af 4 danskere ikke har en strategi for at sikre deres digitale arv og f.eks. ikke har taget stilling til at dele adgang til profiler/konti på sociale medier med sine nærmeste.

Dermed kan det være svært at få lukket en konto, når en pårørende dør. Direktør for Landsforeningen Liv&Død Mogens Balling, mener at danskerne bør tage stilling til deres "digitale arv", da det kan sætte efterladte i mange svære situationer, når afdøde lever videre på de sociale medier.

Landsforeningen Liv&Død har i samarbejde med Epinion lavet Danmarks første og eneste repræsentative undersøgelse om digital arv. Den belyser danskernes forhold og kendskab til digital arv.

Trine Juul Axelsen har haft problemet med digital arv tæt inde på livet, da hun for 1½ år siden mistede sin søster til kræft.

"Min søster døde for halvandet år siden. Selvom hun havde været syg længe, kom det meget pludseligt. Fra vi fik at vide, at der ikke var mere at gøre, gik der 5 dage. Så står man der uden at have fået svar på det hele og har alt for mange spørgsmål."

"Da vi skulle til at kigge på hendes profiler/konti på sociale medier, havde vi ingen passwords, ligesom vi ikke havde login til apps på hendes smartphone. Vi var på bar bund, da vi ikke vidste, hvor meget og hvor hun var tilmeldt. Det var svært at finde rundt i."

"Vi havde ikke spurgt hende om passwords. Det er ikke det man bruger energien på de sidste par dage."

Ifølge Trine Juul Axelsen, var søsterens Facebookkonto noget af det vigtigste at få lukket ned hurtigt, da mange kontaktede hende gennem den, og søsteren selv var aktiv bruger.

"Selvom det aldrig blev italesat, var vi sikre på, at hun ikke ønskede at være til stede på Facebook efter sin død. Derfor lukkede vi den ned med det samme. Vi ønskede heller ikke, at andre gennem Facebook skulle finde ud af, at hun ikke var der længere."

På trods af at Facebookprofilen hurtigt blev lukket ned, var det alligevel svært at danne sig et overblik over alle de sociale medier, hvor søsteren havde en profil og levede et "onlineliv".

"En uges tid efter min søsters død, blev vi kontaktet og gjort opmærksom på, at hendes Endomondo-profil stadig var aktiv."

"Det er en træls situation, for hvad gør man? Hvem skal man snakke med og hvem skal man ringe til?" siger Trine og forklarer ligeledes, at søsterens død har fået hende til at tænke over digital arv og de digitale fodspor man efterlader sig.

"Min søster havde ikke taget stilling til noget som helst. Jeg har efterfølgende snakket med rigtig mange om, at jeg ville opfordre dem til at tage stilling til digital arv. Jeg ville ønske at min søster selv havde taget stilling, det ville have gjort det lettere for os som pårørende."

"Hvor kan man efterlade sine passwords uden at være nervøs for at de havner i de forkerte hænder?," siger Trine. Det kan være svært at finde ud af, dog har søsterens død alligevel fået hende til at tage stilling selv.

"Jeg har selv taget stilling og har ro i sindet over at have lettet arbejdet for mine nærmeste."

Det kan for mange være svært at finde rundt i, hvordan man bedst selv tager stilling til ens egen digitale arv, og hvordan man som efterladt bedst kan agere. Foreningen Liv&Død har derfor på sitet www.livogdoed.dk samlet en lang række råd om digital arv.

Direktør for Liv&Død Mogens Balling forklarer:
"Vi ønsker i Liv&Død at tage hånd om de udfordringer, folk oplever i forhold til digital arv. Vi hører ofte om pårørendes frustrationer, når de ser hilsner og fotos af deres døde på de sociale medier."

Dog er han også opmærksom på, at alle måske ikke får muligheden for at sikre sig let adgang til den afdødes digitale liv. Landsforeningen Liv&Død anerkender den svære problematik og ønsker at hjælpe danskerne med bedst muligt at kunne tage stilling til digital arv.

"Vi ved, at det i forvejen er svært, når man har mistet en pårørende, og vi vil gerne hjælpe, så godt vi kan," siger Mogens Balling. Han henviser til Liv&Døds hjemmeside, hvor der er samlet Danmarks største oversigt over, hvordan du kan få styr på din - og andres - digitale arv.


FAKTA OM DIGITAL ARV PÅ LIV&DØDS HJEMMESIDE:
- Liv&Død har på deres hjemmeside www.livogdoed.dk, sat fokus på danskernes digitale arv.
- Liv&Død ønsker at øge danskernes kendskab til digital arv og give gode råd til både den efterladte og den, der vil sikre sin egen arv.
- På Liv&Døds hjemmeside kan du f.eks. finde svar på:
- Hvad gør du med fotos og dokumenter gemt på computer, tablet eller smartphone?
- Hvordan får familien adgang til e-Boks og andre offentlige dokumenter?
- Hvad sker der med konti og profiler på nettet, fx Facebook og Google?
- På hjemmesiden kan du også læse nærmere om, hvad digital arv er.

OM UNDERSØGELSEN:
- Undersøgelsen er udarbejdet for Landsforeningen Liv&Død af Epinion.
- Den er Danmarks første og eneste repræsentative undersøgelse, der belyser danskernes forhold og kendskab til digital arv
- Undersøgelsens svar er med udgangspunkt i to profiler "De erfarne" og "de uerfarne"
- Profilerne er udformet på baggrund af danskernes erfaringer med eller kendskab til udfordringer med digitale spor i forbindelse med dødsfald.
- De erfarne dækker over danskere, der har erfaring med eller har hørt om udfordringer med digitale fodspor i forbindelse med dødsfald. Gruppen af erfarne udgør 29% af de adspurgte danskere og består i højere grad af danskere i aldersgruppen 25-34 år og 35-44 år.
- De uerfarne dækker over danskere, der ikke har erfaring eller ikke har hørt om udfordringer med digitale fodspor i forbindelse med dødsfald. Gruppen af uerfarne udgør 64% af de adspurgte danskere og består i højere grad af danskere på 55 år eller derover.
- Fælles for begge grupper er, at størstedelen ikke har gjort noget for at forhindre problemer ift. digital arv.


Relevant information

www.livogdoed.dk
http://livogdoed.dk/temaer/hjaelp-hvad-goer-jeg-med-min-egen-og-familiens-data/


Billeder


Pressekontakt


Firma

Landsforeningen Liv&Død
Nikolaj Plads 27
1067 København K, Danmark

  +45 33 36 49 70

https://livogdoed.dk/

Modtag nyheder fra Landsforeningen Liv&Død på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire