Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/04-09   -   Pressemeddelelse

Vold mod handicappede kvinder og børn overses

Vold mod kvinder og børn med handicap er et overset problem. Området er tabubelagt - både for den voldsramte selv og for de mennesker, der færdes omkring hende til daglig. Heller ikke de kommunalt ansatte, der arbejder med området, er tilstrækkeligt opmærksomme på problemet og på den hjælp, der er at hente på krisecentrene.

"Der er en generel tabuisering omkring vold i hjemmet. Mange kvinder negligerer volden - det er et stort skridt at erkende, at man er voldsramt, og det skridt bliver endnu sværere at tage, hvis man ikke kan klare sig selv. For en voldsramt mor med et handicappet barn eller for en kvinde, der selv har et handicap, kan det virke uoverskueligt at ændre situationen. Kvinden tænker typisk, at hun vil være hjælpeløs, hvis hun skal uden for hjemmet, og derfor ikke kan være på et krisecenter," fortæller Lene Hakmann, som er leder af Frederiksværk Krisecenter, der er tilgængeligt for handicappede.

Det kan også være tilfældet, at kvinden på grund af sit handicap ikke er i stand til at opsøge hjælp. Eksempelvis havde en kvinde sin mand som sin personlige hjælper, og han flyttede tingene, så hun ikke kunne nå dem, når hun lå i sengen. Således opbevarede han hendes piller uden for rækkevidde, så hun lå med voldsomme smerter - og sørgede for, at hun heller ikke kunne nå telefonen.

Kender ikke tilbud på krisecentrene

Hvis ikke kvinden selv erkender problemet eller ikke har mulighed for at gøre noget ved det, hvem skal så få øje på det?

"Det kunne være en i de sociale omgivelser: naboer, familie, en ven eller bekendt - eller i de professionelle: lægen, hjemmeplejen, fysioterapeuten, sagsbehandleren, politiet, pædagogen, sundhedsplejersken eller en fra handicaporganisationen. Men rigtig mange uddannede fagfolk opdager ikke problemet eller kender ikke til de tilbud, der faktisk er - og det understreger, at der er tale om et overset problem," pointerer Lene Hakmann.

Hun bakkes op af Marie Louise Knigge, som er konsulent fra Handicapenheden i Servicestyrelsen.
"En undersøgelse blandt fagpersoner på social- og sundhedsområdet viser, at kun godt én ud af ti ansatte kender til krisecentrenes tilbud til kvinder og børn med handicap. Og for de fagpersoner, der konkret har været i kontakt med voldsramte kvinder og børn med handicap, er det kun cirka hver fjerde, der kender til de tilgængelige krisecentertilbud," siger Marie Louise Knigge.

Handicapvenlige ombygninger

De sidste fire år er der på en række krisecentre rundt om i landet blevet bygget om, så kvinder og børn med fysisk handicap har mulighed for at bo på krisecenter. Servicestyrelsens tal viser, at 64 handicappede kvinder i alderen 18-69 og 13 børn indtil videre har fået hjælp på et krisecenter - men behovet vurderes at være langt større. Ofte er det fysisk og psykisk vold, børnene og kvinderne udsættes for, men volden kan også være af økonomisk, materiel eller seksuel karakter. Kvinder med handicap udsættes for samme slags vold som kvinder uden handicap, men den handicappedes afhængighed af andre muliggør desuden andre voldstyper - eksempelvis passiv vold, som kan være at undlade at hjælpe kvinden i seng, så hun må sove siddende i kørestolen.

###

Om LOKK

Landsorganisationen af kvindekrisecentre (LOKK) er en interesseorganisation med det formål at styrke de enkelte krisecentres arbejde med at forebygge og bekæmpe fysisk og psykisk vold mod kvinder og deres børn. LOKK står blandt andet for projektet Handicap Udvikling på Krisecentre (HUK). Projektet har til formål at udvikle og synliggøre krisecentrenes tilbud til voldsramte kvinder og børn med handicap. Der er foreløbig 7 krisecentre, der deltager i projektet, og som er tilgængelige for kvinder og børn med fysisk handicap.

Relevant information

http://www.lokk.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Lokk Sekretariat
Kampmannsgade 4
1790 København V., Danmark

  20590386
  20590386

http://www.lokk.dk

Modtag nyheder fra Lokk Sekretariat på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire