21/01-10
-
Pressemeddelelse
Voldsudsatte får anonym brevkasse på nettet
Hvis man er udsat for vold eller har mistanke om, at man er det, kan man nu få råd og vejledning via en anonym brevkasse. Det er Landsorganisationen af kvindekrisecentre (LOKK), der står bag brevkassen, som besvares af erfarne krisecentermedarbejdere. Det nye tiltag henvender sig blandt andet til unge, der udsættes for kærestevold.
Hvert år bliver 28.000 kvinder i Danmark udsat for fysisk vold i hjemmet, og heraf kommer cirka 2000 på et krisecenter. Den store restgruppe på 26.000 kvinder får med den nye brevkasse mulighed for via nettet at stille spørgsmål helt anonymt.
"Det er vigtigt, at der er et sted at henvende sig, hvis man bliver udsat for vold eller er i tvivl om, hvorvidt det er tilfældet. Vi har i forvejen en telefonisk hotline, men flere og flere benytter internettet til at søge information. Derfor har vi nu oprettet brevkassen for at kunne tilbyde flere forskellige indgange til at få svar på de ofte svære spørgsmål. For nogle er det mere neutralt og trygt at skrive end at ringe - og det handler om at sikre vejledning til alle de kvinder, der har behov for det," siger Mette Holm Volsing, som er projektkoordinator i LOKK's sekretariat.
Ikke kun fysisk vold
De 40 kvindekrisecentre i Danmark får årligt 15.000 personlige og telefoniske henvendelser, heraf drejer cirka halvdelen sig udelukkende om rådgivning.
"Det er ikke alle voldsudsatte, der har et ønske om at komme på krisecenter - nogle har fx familie og venner, som kan træde til. For de kvinder, som først og fremmest har brug for afklaring - kan brevkassen være en del af den forebyggende indsats," siger LOKKs sekretariatsleder Lene Johannesson.
På brevkassens hjemmeside er der en liste med typiske spørgsmål, som tydeliggør, at vold dækker over en bred vifte af problemstillinger. De fleste tænker på vold som noget fysisk, men vold kan også være af seksuel, materiel eller økonomisk karakter. Dertil kommer den psykiske vold, som næsten altid følger med, og som i sig selv kan være lige så skadelig som eksempelvis fysisk vold.
Ung kærestevold
Brevkassen er også et tilbud til gruppen af helt unge kvinder og mænd, der udsættes for vold af kæresten. Her kan en tidlig indsats spille en afgørende rolle.
"Det er så vigtigt at tage det i opløbet. Hvis man rammes af vold i sit unge kæresteforhold, kan det risikere at blive starten på en løbebane med voldelige forhold. Jo før der bliver taget hånd om problemet, desto bedre. Og for de unge kvinder og mænd er der faktisk ikke andre muligheder end hjemmesider, hotlinen og nu også brevkassen - for de kan ikke komme på et krisecenter, før de er fyldt 18 år," forklarer Mette Holm Volsing. Hun tilføjer, at brevkassen også er for folk i den voldsramtes omkreds - familie, venner, kollegaer, arbejdsgivere mv.
Brevkassen bliver besvaret af professionelle krisecentermedarbejdere, der kender voldens mekanismer, og i det daglige tager sig af voldsramte kvinder og børn. Brevkassens adresse er: www.lokk.dk/brevkasse.htm
Relevant information
http://www.lokk.dk/brevkasse.htm
Firma
Lokk Sekretariat
Kampmannsgade 4
1790 København V.,
Danmark
20590386
20590386
http://www.lokk.dk