19/10-10
-
Pressemeddelelse
Dansk lyd på vej til Kina
Danske virksomheder og universiteter er i front, når det gælder forsknings og udvikling indenfor akustik og lydteknologi. Kinesiske producenter indenfor akustik og lyd er til gengæld i voldsom vækst.
Innovationsnetværket Dansk Lydteknologi har oprettet et 'memorandum of understanding' med China Audio Industri Association med henblik på at udbygge samarbejdet mellem deres medlemmer. Gennem en række aktiviteter og møder på kinesisk grund er danske lydteknologiske virksomheder nu ved at gribe fat om det nye store produktionsland og marked, Kina.
Med en eksportværdi på mere en 20 mia. om året, er dansk lydteknologi allerede en vigtig del af den danske økonomi. Når lydteknologiens kompetencer og innovative produkter møder det hastigt voksende kinesiske marked med 1,3 mia. indbyggere, er der en begrundet formodning om, at det vil sætte Danmark og dansk lydteknologi i en endnu stærkere position.
I maj måned besøgte en delegation på 10 personer fra Chinese Audio Industry Association Danmark. Her mødte de en række medlemmer fra Netværk for Dansk Lydteknologi. Mødet var arrangeret som et samarbejde mellem Invest in Denmark og udenrigsministeriets Innovation Center Denmark i Shanghai . Ved mødet i maj måned blev 'memorandum of understanding' underskrevet. Den omfatter blandt andet en opfordring til begge parters medlemmer om at overholde gældende internationale og nationale love. En sådan aftale bidrager således til at sikre danske virksomheder mod ulovlig kopiering af deres produkter.
Samarbejdsaftalen og mødet i maj måned bliver nu fulgt op af en række aktiviteter på kinesisk grund.
19. oktober
Temadag for akustik og lydteknologi på den danske pavillon.
En række danske virksomheder deltager:
LOUDSOFT, G.R.A.S., RTX Telecom, GN Resound.
Centret har endvidere inviteret danske forskere og netværket Dansk Lydteknologi til deltagelse.
22. oktober (Guangzhou) og 24. november (HongKong)
Danmarks Eksportråd i Guangzhou arrangerer 2 events, hvor danske producenter af HiFi præsenterer deres produkter overfor kinesiske kunder og samarbejdspartnere. En række danske virksomheder deltager: Steinway Lyngdorf, Gamut, B&O, Dynaudio, Bergmann Audio, Vitus Audio.
5. november
Hans Michael Jebsen har indvilliget i at åbne sin Hong Kong residens for de danske lydproducenter. Gennem sin stærke position i Hong Kong hjælper han med til at åbne de kinesiske producenters øjne for dansk lyd - innovation og produktion. Det er blandt andet virksomheder som B&O og Bergmann, der benytter sig af denne platform.
Hvor meget denne satsning vil føre med sig af forøget indtjening og afsætning for de danske aktører på lydmarkedet, er det endnu for tidligt at sige noget sikkert om. Det er noget af det, som Dansk Lydteknologi undersøger på den omfattende researchrejse, som de har lagt omkring ovennævnte aktiviteter.
For oplysninger om netværket i øvrigt kontakt administrativ koordinator Rebecca Engberg på 45 25 34 11 - reen@imm.dtu.dk og www.lydteknologi.dk
Om Netværk for Dansk Lydteknologi
Netværk for Dansk Lydteknologi er et innovativt samlingspunkt for mennesker, organisationer og virksomheder, der beskæftiger sig med lydteknologi. På et åbent og engagerende værdigrundlag skaber vi et forum for innovation, samarbejde og formidling af viden på tværs af faglige områder med henblik på at opfylde vores vision, som er, at Danmark er et førende land i verden inden for lydteknologi, når det gælder viden, forskning og uddannelse. Dansk lydteknologi skal være indbegrebet af den højeste kvalitet i både vores produkter og services, i det fysiske rum, og i sociale sammenhænge.
Netværket har p.t. 426 medlemmer fordelt på 230 virksomheder og institutioner indenfor forskning, udvikling og produktion indenfor lydteknologi, som skaber arbejdspladser og eksport inden for 48 brancher. De spænder fra høreapparater & medico, over lydeffekter, HiFi og musikudstyr til telekommunikation, støjmåling og forsvarsindustri. Det giver os et stærkt udgangspunkt på de globale markeder, men vi har ikke tidligere udnyttet denne bredde. Gennem samarbejde og innovation i Netværk for Dansk Lydteknologi er målet at styrke og udbygge den globale position.
Netværk for Dansk Lydteknologi har et specifikt sæt af strategiske mål med henblik på internationalisering
1) Profilering af danske virksomheder ved internationale arrangementer i Danmark
2) facilitering af international videnindhentning
3) bidrag til synliggørelse af netværket internationalt, internationalisering og markedsudvikling gennem samarbejde med andre organisationer og partnere.
Netværk for Dansk Lydteknologi er et innovationsnetværk, der gennemføres med støtte fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Relevant information
http://www.lydteknologi.dk
Firma
Netværk for Dansk Lydteknologi
Richard Petersens Plads · Bygning 321
2800 Lyngby,
Danmark
45884536
45884536
http://www.lydteknologi.dk