16/01-04
-
Pressemeddelelse
Red Barnet til den danske regering: Gør en aktiv indsats for verdens børnesoldater i FN
Charles Onen var 13 år, da han blev bortført fra sin landsby i det nordlige Uganda af oprørshæren Lord's Resistance Army (LRA). I fire år blev han tvunget til at være soldat i en af verdens mest grusomme hære, indtil det lykkedes ham at flygte.
Charles Onen er en af de mindst 20.000 børn, der er blevet bortført af LRA i den glemte konflikt i det nordlige Uganda, og en af de flere tusind børn, der har fået hjælp på det Red Barnet-støttede rehabiliteringscenter GUSCO.
På verdensplan skønnes det, at over 41 millioner børn lever en tilværelse overskygget af krig og konflikter. De seneste ti år er to millioner børn blevet dræbt, og seks millioner blevet lemlæstet. Mindst 300.000 børn er soldater.
FNs Sikkerhedsråd i New York sætter de fredløse børn på dagordenen på sit møde den 20. januar. Her skal regeringer fra hele verden drøfte, hvad verdenssamfundet kan gøre for at beskytte børn mod krig. Udenrigsminister Per Stig Møller har i dag modtaget et brev, hvor Red Barnet opfordrer den danske regering til at spille en aktiv rolle på mødet.
- Selvom der i de senere år er skabt øget opmærksomhed omkring verdens børnesoldater, er den triste kendsgerning, at udnyttelsen af børn som soldater er et større problem end nogensinde før. I det nordlige Uganda, hvor Red Barnet arbejder, bortførte oprørshæren LRA sidste år 8000 børn til aktiv krigsførelse. Det er det højeste antal kidnapninger nogensinde i den 17 år lange konflikt, siger Red Barnets programchef Niels Hjortdal og henviser til, at det nordlige Uganda sammen Den Demokratiske Republik Congo, Acehprovinsen i Indonesien, Irak, Liberia og de besatte områder i Palæstina er nogle af de pletter på landkortet, hvor børn er hårdest ramt af krig.
Den gode nyhed er, at FN-organisationer, regeringer og en række NGOer de senere år har fået sat børn og krig på den internationale dagsorden: Bl.a. er FNs Konvention om Barnets Rettigheder styrket med en tillægsprotokol, der forbyder tvungen rekruttering af børn under 18 år. Den nye internationale krigsforbryderdomstol har klassificeret brug af børnesoldater under 15 år som en krigsforbrydelse. Og de lande og oprørshære, der rekrutterer børn, hænges nu ud i generalsekretærens årlige rapport. Desuden giver afslutningen af langvarige konflikter i Angola, Sierra Leone og Sri Lanka nyt håb for millioner af børn.
- Men disse fremskridt må følges op med praktisk handling. Red Barnet opfordrer Danmark til at rejse problemet med børnesoldater i EU og FN. I den forbindelse har Danmark en helt særlig rolle at spille i det nordlige Uganda. Uganda har i mange år været en af de største modtagere af dansk bistand. 17 års krig mellem regeringen og LRA har vist, at den fastlåste konflikt ikke kan løses militært. Red Barnet opfordrer den danske regering til at arbejde for, at det internationale samfund går aktivt ind og lægger pres på parterne, så der kan komme gang i mægling og fredsforhandlinger, siger Niels Hjortdal.
Venlig hilsen informationsafdelingen Red Barnet
Relevant information
http://www.redbarnet.dk