Nyt CSR-koncept skal få flere virksomheder til at engagere sig
Giv et vandrensningsanlæg til tekstilarbejderne i Bangladesh! Så kontant lyder opfordringen fra PureH2O, der netop har lanceret PURE CSR WATER. Med det nye CSR-koncept bliver det både nemmere og mere attraktivt for virksomheder at tage socialt ansvar, mener direktøren i PureH2O.
"Egentlig er der stor vilje i erhvervslivet til at tage socialt ansvar. Men for mange bliver det desværre kun ved den gode tanke", siger Jesper Ellegaard, direktør i PureH2O. "CSR er en strategisk beslutning, der skal beskrives og dokumenteres - og her hopper kæden af. Det bliver ganske enkelt for besværligt. Men med PURE CSR WATER er både projekt, proces og pris beskrevet. Det eneste, der mangler, er en underskrift fra den CSR-ansvarlige i virksomheden".
Det skal være nemt at gøre noget godt Ideen bag PURE CSR WATER opstod for lidt over et år siden - nærmest i ren frustration. "Jeg kunne ikke længere se passivt til, at der specielt i Dhaka i Bangladesh er så mange, der ikke har adgang til rent drikkevand, når nu vi har teknikken til at give dem det. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt", siger han og fortæller, at det ikke altid er et spørgsmål om penge, men også om tilgængelighed, der afgør, om virksomheder sætter handling bag den gode CSR-vilje. Derfor skal det være nemt at gennemskue, hvad projektet går ud på, hvad CSR-pengene går til - og hvad udbyttet er.
CSR med dobbelt værdi "Paradoksalt nok var det først med det frygtelige kollaps af tekstilfabrikken i Dhaka, Bangladesh, at verdens øjne for alvor blev rettet mod de umenneskelige forhold, tekstilarbejderne lever under - som blandt andet omfattede manglende adgang til rent drikkevand", udtaler CSR Manager i PureH2O, Per Rasmussen. Han ser derfor en dobbelt værdiforøgelse for de virksomheder, der har tekstilproduktion i netop Bangladesh - og som vælger dette CSR-koncept.
"Disse virksomheder får både dokumentation for, at tekstilarbejderne på deres egne fabrikker har adgang til rent drikkevand - og serveret et CSR-koncept på et sølvfad. PURE CSR WATER understøtter samtidig FN´s 2015-mål om at sikre verdens befolkning adgang til rent drikkevand".
Høj moral og solid teknik Uanset om man driver en tekstilvirksomhed med fabrikker i Østen - eller arbejder inden for en helt anden branche, giver det god mening at investere i rent drikkevand i Bangladesh, mener Jesper Ellegaard. "Det er et basalt menneskeligt behov at kunne åbne for hanen og slukke tørsten med rent drikkevand - ikke mindst for tekstilarbejderne i Bangladesh, der er med til at sikre 80 % af landets eksport, som primært går til USA og Europa. Vores vandrensningsanlæg kan levere rent drikkevand til 4000 mennesker hver dag og er dermed et effektivt skridt på vejen til at sikre bedre levevilkår - ikke bare for tekstilarbejderne, men også for deres familier og i lokalsamfundet".
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.