Er det muligt at tappe øl fra maven af en mand? Ja, når man hedder Robert Mark, er dansk tryllekunstner og har forberedt sig i to år på at udføre et magisk øl-show, der skal præsenteres for 3000 tryllekolleger fra hele verden. Anledningen er verdensmesterskaberne i trylleri, som afholdes den 9.-14. juli i Blackpool.
"Det er stort at skulle optræde foran så mange kolleger, men også en kæmpe udfordring, da ens kolleger er det mest kritiske publikum, du kan få", fortæller Robert Mark. Han er professionel tryllekunstner og stiller for første gang op til VM i trylleri, der arrangeres af FISM (Fédération Internationale des Sociétés Magiques), verdens største trylleforening med over 50.000 tryllende medlemmer fra 50 forskellige lande.
I konkurrence med verdenseliten VM i trylleri har eksisteret siden 1948 og afholdes hvert tredje år. Sidste gang var i 2009 i Beijing, hvor den danske tryllekunstner Henning Nielsen, alias Cheffmagic, deltog. Han blev nummer tre i kategorien Comedy Magic, som er den kategori, Robert Mark stiller op i. Cheffmagic deltager også i år, men i kategorien Parlour Magic. "Jeg er oppe imod nogle af verdens absolut bedste tryllekunstnere. Så et bifald fra salen efter showet er lige ved at være præmie nok for mig", lyder det med et smil fra Robert, der dog ikke lægger skjul på, at drømmen er en placering blandt de tre bedste i sin kategori. Det øger nemlig muligheden for at blive spottet af en de mange talentspejdere, der sidder klar med millionkontrakter til de dygtigste tryllekunstnere.
Show med masser af øl og magi Når Robert Mark går på scenen den 9. juli, kan publikum se frem til et kæmpe show med masser af øl, humor og magi centreret om en fuld tjener. Selvom showet kun varer 6-8 minutter, tager det en time at stille op, ligesom der er gået måneders intens forberedelse forud for showet. "Den største udfordring har klart været, at jeg skal spille rollen som tjener og ikke sige noget under showet. Og så selvfølgelig at ramme en fælles global humor", siger Robert Mark og forklarer, at det ikke er ualmindeligt, at arrangørerne lader tæppet falde før tid, hvis stemningen i salen er negativ. Derfor har han forberedt sig til fingerspidserne - med hjælp fra en professionel skuespiller, en instruktør, de to Pjerrot´er fra Bakken og Tivoli Friheden og fra en lang række af sine tryllekolleger.
"Jeg er meget taknemmelig for den støtte og opbakning, jeg oplever blandt kollegerne, der jo samtidig er mine konkurrenter. Men da vi kun er 30-50 professionelle tryllekunstnere i Danmark, er vi gode til at bakke hinanden op og dele ud af vores specialistviden - også til kollegerne uden for Danmark. Eksempelvis nævnte vinderen af FISM 2006 i Close-Up Magic, amerikaneren Rick Merrill, i sin takketale Rune Klan for at have inspireret ham til vindernummeret, der var en kombination af mønt- og tuschtrylleri. Rune er nemlig ikke bare en dygtig komiker, men også en af verdens bedste mønttryllere", forklarer Robert Mark.
En drengedrøm går i opfyldelse Lige siden Robert Mark som 13-årig mødte tryllekunstneren og nuværende direktør i Cirkus Baldoni, Rene Mønster, har han levet og åndet for trylleri. "Rene introducerede mig for trylleuniverset og Magisk Cirkel, der er Danmarks største trylleforening. Han er en stor del af årsagen til, at jeg om et par uger kan pakke alt mit udstyr ned og forsøge at presse det ind i min gamle BMW, når jeg drager mod Blackpool for at udleve min drengedrøm om at stå på en kæmpe scene og trylle for tusinder af mennesker", lyder det afsluttende fra Robert Mark. Om han også kan trylle sommerfuglene i maven væk inden da, melder historien intet om.
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.