06/06-11
-
Pressemeddelelse
Inkompetente chefer stresser medarbejderne
Mere end 140.000 medarbejdere rammes hvert år af stress på arbejdspladsen. En af de hyppigste årsager er dårlig ledelse. Men hvad er god ledelse i 2011? Det giver tre markante lederpersonlig-heder deres bud på den 20.september, hvor de er sat i stævne til lederkonferencen "Lederen som Stresspilot"
En af oplægsholdere er Stefan G. Rasmussen, der som tidligere kaptajn i SAS blev landskendt, da han i 1991 nødlandede et SAS MD80-fly og reddede alle 129 passagerer. "Her var der ingen fancy ledermanualer, jeg kunne kigge i. Passagernes sikkerhed afhang udelukkende af min erfaring, viden og situationsfornemmelse. Og det er i virkeligheden de tre faktorer, du som leder skal bruge i dine daglige beslutninger. Der ér ingen manual til god ledelse. For næste øjeblik vil altid være anderledes end der, hvor du er lige nu", forklarer han.
Derudover vil deltagerne møde Bo Netterstrøm, administrerende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik. Som en af landets førende stressforskere vil han fortælle om sammenhængen mellem dårlig ledelse og stress samt give sit bud på, hvordan lederne bliver klædt på til at nå deres mål. Meget af det handler om at bruge sin sunde fornuft, som den tredje oplægsholder, Suzanne Aaholm, er et godt eksempel på. Hun er Hospitalsdirektør for Hillerød Hospital og tidligere Kommunaldirektør på Frederiksberg og i Køge Kommune. Med en stribe af toplederjobs bag sig vil Suzanne Aaholm fortælle om sit personlige lederskab og de forandringer i ledelsesperspektivet, hun har oplevet over tid.
Dårlig ledelse koster på bundlinjen
Selvom der er skrevet tonsvis af bøger om og afholdt utallige kurser i god ledelse, handler det i sidste ende om at turde bringe sig selv som menneske i spil, når man leder sine medarbejdere. Og det tør de færreste ledere, mener stresscoach og arrangør af konferencen, Lotte Klink, der i 10 år har arbejdet med stress.
Den hyppigste årsag til arbejdsrelateret stress er, ifølge Lotte Klinks klienter, den nærmeste leder, hvilket understøttes af en stor nordisk undersøgelse fra 2010 foretaget af Manpower og Kairos Future blandt 20.000 medarbejdere. Resultatet af undersøgelsen viser, at de to hyppigste årsager til stress blandt medarbejderne er en vag og utydelig ledelse og dårlig stemning på arbejdspladsen. Ifølge Videncenter for Arbejdsmiljø skønnes sygefraværet at koste samfundet mindst 37 mia. kroner om året. Så der er god økonomi i at sætte sin lederrolle ind i et nyt perspektiv, hvilket der bliver rig mulighed for på lederkonferencen i København den 20. september, hvor der er efterfølgende debat.
Ledelse skal være jordnær - og menneskelig
Udgangspunktet for konferencen har været at trække ledelse helt ned på jorden og gøre det til et konkret værktøj, der kan læres og finpudses. "Fordi man har taget en lang lederuddannelse, bliver man ikke nødvendigvis en god og autentisk leder", fortæller Lotte Klink. Det var derfor vigtigt for hende at få tre oplægsholdere, der både har viden om og erfaring med personligt lederskab. "For det er først, når du gør det, du siger, du skaber troværdighed og respekt. Skal erfarne ledere rykke sig, skal der facts på bordet", lyder det fra Lotte Klink.
Relevant information
http://www.stresspilot.dk