15/08-13
-
Pressemeddelelse
Nyt sigøjnertrick mod ældre kan forhindres
En række danske medier kunne 12. august berette om en ny form for tricktyveri, hvor ældre borgere frarøves halssmykker. Fremgangsmetoden er udspekuleret, da de ældre ikke oplever noget, før det er for sent, i og med guld- eller sølvsmykket erstattes med et falsk smykke om halsen.
Tricktyveriet udføres af en sigøjnerbande i bil og er ikke set før ifølge Fyns Politi. Imidlertid er det muligt for de ældre at tage en række forholdsregler i hverdagen for at undgå den nye franarring af smykker, fortæller ekspert og foredragsholder Sunny Cagara:
"Det er en god idé, hvis de ældre putter halssmykket under skjorten, dækker det til med et tørklæde eller lader det blive i tasken på vej til fest. Der findes taskelåse, som kan anvendes til formålet, hvis der er tale om et dyrt, ægte smykke, eller den ældre måske ikke ser så godt og derfor nemt kan blive ramt."
Sunny Cagara har blandt andet undervist FN's ansatte i at undgå tricktyveri og har i årevis gennem sin sidebeskæftigelse som magisk entertainer udført "kunsten" at stjæle smykker fra publikum og trylle dem frem igen.
Han har heller ikke oplevet smykke-ombytningen tidligere, men fortæller at sigøjnere ofte arbejder i grupper for at udsøge nemme ofre og finde interessante objekter.
AFMÆRKER OFRE MED KRIDT
"Det sker eksempelvis, at sigøjnerne udser deres ofre på gaden ved at afmærke med kridtstreger på ryggen. Det giver mere overblik, når de arbejder i teams og muliggør, at de slipper bort med byttet første gang. Det er ofte svært at hive et smykke af en person, da der kan være en lille lås på, men finder man den nemme person eller forvirrer tilstrækkeligt, går det let," forklarer eksperten.
I en af de omtalte sager omfavnede en sigøjner en pensionist som tak for at vise vej til et apotek, men i virkeligheden ombyttede vedkommende et smykke på den 87-årige kvinde ifølge Metroxpress. Tricktyverier er generelt i fremdrift i Danmark, hvorfor en portion sund skepsis er tilrådeligt for alle aldersgrupper.
KRAKSKORT ER ET FARESIGNAL
"Især ældre og unge borgere er ramt, men alle bør tænke over lidt forholdsregler. Fremmede, som ikke er gode til dansk eller engelsk, bør man ikke lade komme for tæt på, selvom de fremviser et Krakskort og spørger om vej. Folk der gentagne gange insisterer på at hjælpe eller bare ud af den blå luft vil give dig en gave er også et faresignal," understreger Sunny Cagara.
Anmeldelser af taske- og lommetyverier er steget 43 % fra 2009-2012. Der er desværre tale om en generelt høj vækst inden for tricktyveri i Danmark, hvor oplysningskampagner ikke lader til at virke.
32-årige Sunny Cagara tilbyder foredrag til f.eks. ældreklubber og firma-rådgivning inden for emnet tricktyveri og indbrud. Han har optrådt som ekspert i bl.a. Go'morgen Danmark og på BT.dk.
Relevant information
http://www.tricktyveri.dk