03/09-09
-
Pressemeddelelse
Danskere kan tjene penge på ulandsstøtte
En undersøgelse af den danske organisation MYC4, der formidler små lån fra private i vesten til mindre afrikanske virksomheder viser, at det er muligt at tjene penge samtidig med at man støtter en god sag. Pengesagen.dk, der er et uafhængigt analysefirma som specialiserer sig i at sammenligne lån og finansielle ydelser, har kigget nærmere på det danske projekt MYC4. Ideen bag MYC4 er, at man både kan tjene penge og støtte udviklingen i den 3. verden. Men man skal dog ikke regne med at blive rig på at agere udlåner.
- Vores undersøgelse viser, at ca. halvdelen får et overskud ud af at bruge MYC4, så det er muligt at tjene penge på konceptet, men det er ikke garanteret. Til gengæld er tilfredsheden meget stor, så dem der bruger tjenesten er ikke kun ude efter profit. Rigtig mange svarer, at de har fået en stor personlig tilfredsstillelse ud af at bruge MYC4, siger direktør i Pengesagen.dk, Martin Brock.
Pengesagen.dk har interviewet 47 brugere, der har prøvet at investere i små afrikanske virksomheder igennem MYC4. Heraf siger halvdelen at de har fået overskud ved udlånet gennem tjenesten. 66 procent siger, at de bruger MYC4 for at tjene penge, men samtidig svarer de fleste at det er meget sandsynligt, at de vil bruge tjenesten igen. Pengesagen.dk har fulgt organisationen i et stykke tid og har selv foretaget test-udlån til afrikanske virksomheder.
- Det er tydeligt, at der er en vis usikkerhed i forhold til tilbagebetalingen. Vi har oplevet at betalingerne ikke falder på de aftalte tidspunkter, og vores undersøgelse viser også, at den største utilfredshed ligger i at tilbagebetalingen ikke altid falder til tiden. Så vi anbefaler, at man bruger tjenesten, hvis man har lidt penge tilovers og gerne vi støtte - og der er tilmed den mulighed, at man kan få en profit, men man skal ikke bruge MYC4 udelukkende for at tjene penge, siger Martin Brock.
MYC4 er en organisation skabt af tre danskere med lang erfaring i at arbejde i Afrika. Organisationen formidler små lån på helt ned til 5 euro til små og mellemstore afrikanske virksomheder. En virksomhed ansøger om lån og præsenterer sin forretnings ide på hjemmesiden, og så kan man byde ind med, hvor mange euro man vil låne ud og til hvilken rente. Virksomhederne kan så vælge at acceptere det mest attraktive lånetilbud. Typisk vil mange privatpersoner på den måde gå sammen om at dække en virksomheds finansieringsbehov. Virksomhederne varierer lige fra en lille kiosk på det lokale marked til en privat sundhedsklinik i Nairobi.
Læs mere om MYC4 og læs Pengesagen.dk´s vurderinger og erfaringer på www.pengesagen.dk
Relevant information
http://www.pengesagen.dk