16/09-08
-
Pressemeddelelse
Computernørdernes drøm går i opfyldelse
Nu sker det. Enhver computernørds drøm går i opfyldelse, når Retro Computers nye webshop retro-computer.dk åbner i dag tirsdag den 16. september 2008.Computerentusiaster og nostalgikere jubler over, at de igen kan købe en computer mage til den de brugte mange af døgnets timer i selskab med for 20 år siden.
For ti år siden så Henrik Nielsen, manden bag retro-computer.dk, for første gang en retro computershop i England, og det var et glædeligt gensyn med de gamle maskiner. Siden har Henrik ønsket at åbne en lignende shop i Danmark, men det skulle tage ti års overvejelser og et venligt puf fra en god samarbejdspartner, før Henrik for alvor tog fat på projektet og førte det ud i livet.
Siden er det gået stærkt og interessen for shoppen har allerede været overvældende.
"Hver gang jeg nævner konceptet for nogen jeg møder, bliver de vilde af begejstring. Det er alle lige fra direktøren til renovationsarbejderen, der husker de gode tider med yndlingscomputeren," siger Henrik Nielsen.
Retro-computer.dk er ikke blot endnu en webshop blandt mange, der i disse tider dukker op. Der er lagt blod, sved og tårer i projektet, hvilket både kvaliteten og designet i shoppen vidner om.
"Vi vil sikre, at kunderne får gode oplevelser, når de igen får fingrene i deres gamle yndlingscomputer, og derfor tester vi selvfølgelig hver maskine grundigt, inden vi sælger den videre til kunden. Kunden er også sikret med 14 dages returret, så der ikke opstår nogen skuffende situationer," supplerer Henrik Nielsen.
Helt fra start fokuserer shoppen på computere fra perioden mellem 1977 og frem til midten af 90erne. Her er det primært store succeser, som Commodore/Amiga der bliver satset på, men med tiden vil også fortidens mindre kendte computere dukke op i webshoppen.
Yderligere vil kunderne kunne lave særbestillinger på computere og spil, hvis der skulle være nogle specielle ønsker.
Henrik Nielsen er selv en dedikeret computersamler og har for tiden Osborne 1, VIC-20, Commodore 64 og diverse Amigaer stående. Det er til stor glæde for både ham og familiens 9 årige søn, som ofte spiller sammen med far på fortidens computere.
Besøg webshoppen på www.retro-computer.dk
Relevant information
http://www.retro-computer.dk