05/03-10
-
Pressemeddelelse
Milcom rammer plet med sin vækststrategi - AAA-rating og forbedret resultat
Milcom, der er en del af KESONI Group, leverer et positivt nettoresultat på 5,2 MDKK og fastholder store investeringer i organisations- og forretningsudvikling samt akkvisitioner i et marked under forandring.
"Vi er meget tilfredse med at levere et nettoresultat, der er næsten 30% bedre end sidste års resultat, mens vi fastholder eksekveringen af vores meget ambitiøse vækstplaner. Resultatet vidner om vores evne til at tilpasse os et konkurrencepræget og foranderligt marked samt at anvende vores organisatoriske ressourcer og relationer til at opnå succes", siger CEO Lars Jørgensen og fortsætter: "Milcom har siden 2008 arbejdet på tværs af organisatoriske og geografiske grænser og derigennem succesfuldt realiseret synergierne mellem virksomhedens forretningsområder - distribution, mobilitet og smart house. Vi har samtidigt skabt den dynamik, der sætter os i stand til at levere alt fra standard til fuldstændigt kundetilpassede løsninger. På den måde sikrer vi, at Milcom altid kan tilbyde sine kunder de helt rigtige og værdiskabende produkter og services samt nye muligheder i et krævende marked".
KESONI Solution
Milcom er en del af KESONI Solution, der også klarer sig tilfredsstillende med et nettoresultat for regnskabsåret 2008/2009 på 2,9 MDKK. Omsætningen for KESONI Solution er øget med 2% og bruttofortjenesten med 12%.
KESONI Solution har i regnskabsåret 2008/2009 foretaget store investeringer, herunder overtagelse af aktiviteterne i Comitel samt HandStep. Derudover har KESONI Solution udvidet aktiviteterne i Dubai, der har bidraget med mere end 100 MDKK i omsætning i regnskabsåret. Egenkapitalen andrager efter årets resultat 71,0 MDKK med en solvensgrad på 38%.
KESONI Group
KESONI Solution er en del af KESONI Group. KESONI Group opnåede i regnskabsåret 2008/2009 et meget tilfredsstillende resultat på 5,1 MDKK, hvilket er en forbedring i forhold til sidste regnskabsår på 37,6 MDKK.
Om Milcom A/S
Milcom er en del af KESONI Group, der blev grundlagt i 1991 af Kenneth Soldal. Milcom er Skandinaviens største, privatejede og uafhængige mobilitetsdistributør af telefoner og værdiskabende løsninger inden for indkøb, logistik, finans, webshops, content, mobilkommunikation samt kundeservice. Med afsæt i rollen som mobilitetsdistributør har virksomheden udviklet sig til at blive et synergi- og netværkscenter baseret på virksomhedens evne til at forbinde leverandører, udviklere, forsyningsselskaber, kunder, detailkæder etc. Det er på denne basis, at Milcom i 2008 udvidede sit forretningsområde til også at omfatte Smart House. Virksomhedens evne til at integrere teknologi til intelligente løsninger og skabe synergier for slutbrugere, producenter og forsyningsselskaber har sikret virksomheden sorte tal på bundlinjen siden den blev grundlagt i 1991. Virksomheden har over 100 ansatte, en bruttoomsætning på mere end DKK 1,4 mia. og distribuerede mere end 470.000 pakker med ca. 5 millioner enheder til slutkunder og partnere i regnskabsåret 2008/2009
Relevant information
http://www.milcom.dk