29/06-11
-
Pressemeddelelse
Desserter og marcipan på grillen
Brug grillens slutvarme til lave en dejlig dessert. Prøv med grillede ferskner eller frugtspyd med marcipan
Mange forbinder marcipan med konfekt, men faktisk er marcipan meget lækkert til en lang række desserter. Også til desserter hvor marcipanen grilles og nydes en lun sommeraften på terrassen eller altanen.
Her er 2 nemme opskrifter, som du kan overraske familien eller gæsterne med. Begge desserter kan laves klar til grillen i forvejen og stå klar i køleskabet.
Desserter skal ikke have så kraftig varme som kød, så de er rigtig gode at lave på grillens "eftervarme".
Grillede ferskner med nougat & marcipan
(4 personer)
2 store ferskner
50 g Odense Blød Nougat
125 g Odense Færdig Kransekagemasse
25 g mandelflager
Tilbehør: Is
Halvér fersknerne, fjern stenen og læg dem i en grill foliebakke med huller. Skær nougaten i 4 lige store stykker og læg et stykke i hver halvdel. Sprøjt kransekagemassen hen over nougaten så den er dækket. Drys med mandelflager. Grill/bag fersknerne ved indirekte varme under låg i ca. 15 min. til de er bløde, og marcipanen er gylden. Servér med en god is til.
Grillet frugtspyd med choko-mint sauce
(4 portioner)
4 lange træspyd
150 g Odense Ren Rå Marcipan
1 stor fast fersken eller nektarin
12-16 store jordbær
Choko-mint sauce
100 g Odense Mørk Chokolade
1½ dl piskefløde
Pebermynteessens eller pebermynteolie
Tril marcipanen til en aflang pølse 2-3 cm i diameter og skær den i 12 lige tykke skiver. Skær fersknen i kvarte og dernæst i tern, 12 i alt. Sæt marcipan, fersken og jordbær skiftevis på spyddene.Hak chokoladen og kom den i en gryde sammen med fløde. Varm det op under konstant omrøring til chokoladen er smeltet, og saucen er varm. Smag til med pebermynteessens. Grill spyddene 2-3 min. på hver side ved direkte varme. Dryp spyddene med chokomint sauce og servér.
Relevant information
http://www.odense-marcipan.dk