01/09-15
-
Pressemeddelelse
Gør altankasserne klar til efteråret
I september siger vi farvel til sommeren og velkommen til efterårets glæder på altanen. Det er tid til at skifte sommerblomsterne ud og give altanens træværk en gang olie, så det er klart til vinterens regn og rusk.
Der er mange smukke og robuste planter, der egner sig til at komme i jorden netop nu. Lyng, asters og krysantemum er klassiske efterårsblomster. De to sidstnævnte fås i et væld af farver fra hvid over flammende orange til mørk purpur.
Det er smukt at blande de farvestrålende blomster med planter, der har dekorative blade som f.eks. efeu, bjergte, vindhekse og pyntekål.
Sæt prikken over i'et ved at dekorere dine krukker og altankasser med æbler, mos, små pyntegræskar eller minilyskæder.
Før du planter, så husk at tømme blomsterkasserne for gammel, udpint jord. Vask altankasserne af og fyld 3-4 cm lecanødder i bunden. Fyld op med frisk pottemuld i en god kvalitet så dine planter har de bedste vækstmuligheder.
Der kommer ofte meget nedbør om efteråret, så tjek at dine krukker og altankasser har et drænhul, så overskydende vand kan løbe ud. Med et effektivt dræn minimerer du også risikoen for, at dine krukker bliver frostsprængte til vinter.
Forbered forårets blomsterflor
Vil du også gerne have et mylder af vintergækker, erantis, krokus og perlehyacinter i dine blomsterkrukker til foråret? Så er det nu, du skal have fat i de små løg og plante dem i jorden.
Tommelfingerreglen er, at du skal sætte løget dobbelt så dybt, som løget er højt.
Det betyder også, at du kan sætte store løg dybt i en krukke og mindre løg i et lag oven over. På den måde kan du lade den ene blomst afløse den næste fra erantis i februar til tulipanerne blomstrer først i juni.
Altankøkkenhaven i september
Har du tom jord i dine altankasser, kan du prøve at så et sidste hold bladgrøntsager inden vinter. Du kan prøve nogle af de hurtige typer som spinat og pluksalat.
Du kan også forsøge dig med de lækre asiatiske specialiteter som pak choi eller mitzuna-salat, der begge tåler temperaturer ned i nærheden af frysepunktet.
Pressekontakt
Jonas Juul-Olsen
Direktør
86 78 66 66
27 79 98 01