Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/09-09   -   Pressemeddelelse

Danmark og USA indgår nyt samarbejde om forskning

Videnskabsminister Helge Sander og USA's nye ambassadør i Danmark Laurie S. Fulton underskriver i dag en aftale, som vil give danske og amerikanske forskere bedre muligheder for at samarbejde.

USA og Danmark har flere fælles prioriteter og styrkepositioner på forskningsområdet, for eksempel inden for miljø- og energiområdet. Med aftalen er rammerne nu til stede, så forskere og studerende i de to lande kan udbygge samarbejdet gennem flere fælles projekter og større udveksling af viden.

- Det er en stor glæde for mig at underskrive en formel samarbejdsaftale om forskning med en så stor forskningsnation som USA. Vi har allerede i dag gode bånd til USA. Men det min klare forventning, at vi med aftalen kan øge samarbejdet mellem danske og amerikanske forskere. Aftalen åbner blandt andet for, at forskere og forskningsteams kan søge om støtte til indledende samarbejdsaktiviteter gennem Videnskabsministeriets nye Internationale Netværksprogram, som vi sætter i gang her i efteråret, siger videnskabsminister Helge Sander.

USA's nye ambassadør i Danmark Laurie S. Fulton ser et stort potentiale i samarbejdet mellem danske og amerikanske forskere på områder som vedvarende energi og grøn teknologi:

- Både Danmark og USA har banebrydende forskning på begge områder. Og begge lande ser vigtigheden af teknologiske fremskridt kombineret med en bæredygtig udvikling. Grøn vækst er betinget af nye energi- og teknologiformer. Samarbejde er den bedste måde for os at nå disse fælles mål. Samarbejdsaftalen i dag er med til at understrege vore to landes klare intentioner og ønsker om at styrke dette samarbejde.

Gode samarbejdspartnere allerede
Danmark og USA har allerede i dag et stærkt samarbejde inden for flere forskningsområder. Her spiller det danske "Innovation Center Denmark" i Silicon Valley en central rolle ved at støtte og være medarrangør af flere konferencer og work-shops indenfor blandt andet vedvarende energi og fødevareforskning.

Flere af Danmarks universiteter og forskningsinstitutioner samarbejder tæt med USA og vil med aftalen kunne indgå i flere og mere omfattende samarbejder.

Lige nu står Risø DTU overfor at udbygge samarbejdet med USA's forskningsinstitut National Renewable Energy Laboratory (NREL).

- NREL er en meget central partner for DTU. Samarbejdsaftalen mellem Danmark og USA er vigtig, fordi den vil kunne bane vejen for yderligere samarbejde med andre amerikanske forskningsinstitutioner inden for energiforskningen, vurderer Risø DTU's direktør Henrik Bindslev.

Relevant information

http://www.vtu.dk


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Bredgade 43
1260 København K, Danmark

  3392 9737
  3392 9737

http://vtu.dk

Modtag nyheder fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire