27/01-10
-
Pressemeddelelse
Danske forskere er gode til internationalt samarbejde
Dansk forskning er en aktiv og synlig spiller i de internationale forskningsmiljøer. I hver anden danske forskningspublikation indgår internationale samarbejdspartnere. Det er en fordobling i andelen over de sidste 25 år.
Gennem de seneste årtier er samarbejde med internationale kollegaer blevet langt mere almindeligt for danske forskere. Nye tal fra en endnu ikke offentliggjort nordisk rapport viser, at 55 procent af den publicerede danske forskning inden for de sundheds- og naturvidenskabelige fag i 2008 har mindst en udenlandsk samarbejdspartner.
Denne tendens har været stadigt stigende siden midten af 1980'erne, hvor det tilsvarende tal kun var 23 procent af den publicerede danske forskning.
- Internationalt samarbejde er en forudsætning for at drive topforskning i dag. På bare 25 år er der sket en fordobling af, hvor ofte forskere samarbejder med udenlandske kollegaer. Samtidig er forskning og vidensdeling en hovedhjørnesten i samfundsøkonomien i Danmark. Derfor er det en nødvendighed, at vi også fremover prioriterer det internationale samarbejde højt, siger videnskabsminister Helge Sander.
- Årets Eliteforskere afspejler tydeligt, at det internationale aspekt spiller en stigende rolle for forskningen i Danmark. I år er der prisvindere fra f.eks. Kina, Indien, USA, Italien, Polen og Tyskland. Det er første år, at en så stor andel af eliteforskerne har en anden baggrund end dansk.
Danske forskeres vigtigste samarbejdspartnere findes i EU, USA og de nordiske lande. Hvis man tager landenes størrelse i betragtning, er de vigtigste samarbejdspartnere i de nordiske lande.
Den samme tendens kan ses hos de andre nordiske lande, hvor andelen af udenlandske samarbejdspartnere også er steget siden 1980'erne. I dag har halvdelen af de publikationer, som kommer fra de nordiske lande, udenlandske samarbejdspartnere.
·
Andelen af internationalt samarbejde fordoblet på 25 år
Relevant information
http://www.vtu.dk
Firma
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Bredgade 43
1260 København K,
Danmark
3392 9737
3392 9737
http://vtu.dk
Modtag nyheder fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling på mail
Tilmeld dig her