Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/07-10   -   Pressemeddelelse

Erhvervslivet øger investeringer i forskning og innovation under krisen

Private investeringer i forskning, udvikling og innovation er overraskende steget med knap 6 procent i 2009 og skønnes nu til 2,2 procent af BNP. Et flertal af virksomheder mener ikke, at krisen er ovre.

Mange virksomheder har tilsyneladende reageret på krisen ved at gå proaktivt til værks i form af øget udvikling og innovation. Det viser rapporten "Erhvervslivets forskning, udvikling og innovation i Danmark 2010", som Forsknings- og Innovationsstyrelsen udsender i dag.

I 2009 oplevede Danmark det største fald i bruttonationalproduktet siden 2. Verdenskrig. Faldet blev på knap 5 procent, og alene industriproduktionen faldt med 15 procent.

Men mange virksomheder har overraskende reageret på krisen ved at investere endnu mere i forskning, udvikling og innovation. Og mange virksomheder, der ikke tidligere var innovative, har satset på produkt- og procesinnovationer i deres virksomhed.

Hovedbudskaber i rapporten: Privat investeringer i forskning, udvikling og innovation (FUI) i 2009 er steget med 4½-6½ procent, selvom BNP er faldet 5 procent.

17 procent af de virksomheder, der i dag ikke er innovative, planlægger produktinnovation og 8 procent planlægger procesinnovationer.

Erhvervslivet deler sig i et A-hold, der kan og vil være vækstlokomotiv for Danmark og et B-hold, der sakker agter ud på grund af manglende eller utilstrækkelig FUI.

Dansk erhvervsliv er på vej til at blive en egentlig videnøkonomi - mange højtuddannede i virksomhederne og øget FoU. Og innovationsevnen forventes igen at komme i vækst.

Der er også mange virksomheder, der har måttet dreje nøglen om, og i 1. halvdel af 2010 har vi oplevet historisk høje månedlige tal for konkurser i erhvervslivet. Et flertal af virksomhederne siger da også i rapporten, at krisen for deres vedkommende ikke er forbi.

Rapporten dokumenterer også, at hver tredje virksomhed åbner sig over for omverdenen som følge af krisen i form af øget eksternt samarbejde. Desuden siger 32 procent af virksomhederne, at de nu bruger det offentlige innovationsfremmesystem. Sidste år ved samme tid var det 11 procent af virksomhederne, og 8 procent overvejede at gøre det på grund af krisen.

- Undersøgelsen viser, at danske virksomheder er ved at geare sig til at være en videnøkonomi i en globaliseret verden. Det gælder både i forhold til at ansætte højtuddannet arbejdskraft og i forhold til at satse på forskning og innovation. Samtidig er det glædeligt, at virksomhederne har fået øjnene op for, at videndeling øger vækst og produktivitet. Det gælder både, når man samarbejder med andre virksomheder og med universiteter og GTS-institutter om forskning og innovation, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

- Se rapporten "Erhvervslivets forskning, udvikling og innovation i Danmark 2010" hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen

Yderligere oplysninger:
Kommunikationschef Anders Frandsen, tlf. 40 75 33 24.
Kontorchef Thomas Alslev Christensen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, tlf: 33 92 93 73.

Udvalgte resultater fra analysen:
Hvad har krisen betydet for virksomhedernes investeringer i forskning, udvikling og innovation?

De danske virksomheder har meget overraskende øget udgifterne til deres forsknings- og udviklingsaktiviteter samlet med omkring 4½-61½ procent i 2009. Det betyder, at erhvervslivets FoU-investeringer skønsmæssigt vil udgøre omkring 2,2 procent af BNP i 2009 og 2010 mod 2,01 procent i 2008.

17 procent af de virksomheder, der i dag ikke er aktive inden for hverken FoU eller innovation, planlægger at introducere nye produkter og dermed udvikle sig i mere innovativ retning. 8 procent af de ikke FUI-aktive virksomheder forventer at introducere procesinnovationer i det kommende år.

Der er en meget tæt sammenhæng mellem at investere midler i forskning, udvikling og innovation og virksomhedernes egne forventninger til, at det rent faktisk indebærer produktinnovationer, procesinnovationer eller begge dele i virksomhederne.

Samlet er udsigterne ganske positive med hensyn til produktinnovationer og procesinnovationer, der ser ud til at få et betydeligt løft i 2010. Dermed vil Danmark igen opleve en vækst i innovationsevnen.

Mener virksomhederne, at krisen er overstået for deres vedkommende, og hvordan har de hidtil håndteret krisen?

Kun hver ottende virksomhed erklærer sig enig i, at krisen er overstået for deres eget vedkommende. 27 procent er enige eller overvejende enige i, at krisen er ovre. 57 procent er uenige i forskellige grader.

Af de FUI-aktive virksomheder er der 56 procent, der i forskellige grader ikke mener, at krisen er overstået. Blandt de ikke-FUI-aktive virksomheder mener 61 procent, at de ikke er gennem krisen.

Samlet er der 23 procent af virksomhederne, som mener, at krisen ikke har haft nævneværdig betydning for dem. 69 procent har oplevet fald i efterspørgslen have væsentlige konsekvenser, mens 28 procent har oplevet vanskeligheder med finansiering af udvikling og investeringer, og 25 procent har oplevet problemer med driftsfinansiering.

Krisen har fået 59 procent af virksomheder til i 2009 at afskedige medarbejdere. 50 procent af virksomhederne har for at imødegå krisen innoveret med nye produkter, markeder eller kundegrupper.

50 procent af virksomhederne har på grund af krisen arbejdet med effektivisering af driften. 41 procent har øget markedsførings- og salgsindsatsen.

30 procent har satset på eksternt samarbejde, hvilke fx kan handle om at udveksle viden med andre aktører eller innovere i samspil. Kun hver fjerde virksomhed har sænket deres priser for at imødegå krisen.

Relevant information

http://www.vtu.dk


Pressekontakt


Firma

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Bredgade 43
1260 København K, Danmark

  3392 9737
  3392 9737

http://vtu.dk

Modtag nyheder fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire